torsdag den 8. september 2011

Let the adventure begin!

Det er dagen før dagen. Dagen før jeg starter mit Sydafrikanske Eventyr. Surrealistisk, vildt og overdrevet hæsblæsende fantastisk! Jeg glæder mig - som et lille barn til juleaften. Det er et omvendt antiklimaks; modsætningen af følelsen af at sidde på sin sofa den første aften tilbage fra felten, og bare tænke: Hvad så nu..? Mens man prøver at huske hvordan man bruger en fjernbetjening, og prøver at forstå at Døgn Netto ligger lige rundt om hjørnet. Det omvendte af et antiklimkas er vel et klimaks...men hvad sker der så når jeg kommer derned? -Altså, hvis det her er min klimaks tilstand, hvad så når jeg står dernede og ser den første elefant? Mon jeg så selvantænder af ren og skær iver? Man ved det ikke...vi må tage det som det kommer...og håbe på at nogen er klar med kameraet (og en skumslukker) hvis jeg rent faktisk selvantænder...

Den sidste uges tid er gået med en masse praktiske ting. Det er blevet til yderligere en øm skulder, og et tilbud om at blive bonus+++ kunde på apoteket. Jeg har også fået brevstemt. At brevstemme var på ingen måde så sindsoprivende spændende, som det var da det gik op for mig, at jeg havde vasket min iPod i vaskemaskinen. Den blev fint ren, men timingen Christina....for fanden! Udsigten til at skulle flyve om på den anden side at jorden UDEN musik, var så angstprovokerende at jeg i løbet af 5 minutter stod i den nærmest forhandlerbiks, og med panik i øjnene nærmest råbte: iPod....NU! Den flinke ekspedient skulle til at forklare vidt og bredt om det fine stykke elektronik jeg var ved at erhverve mig, og ville gerne have oplyst mig om andre produktmuligheder. Men da jeg febrilsk begyndte at fumle rundt med dankortterminalen, og fik sagt lidt for højt "..at den bare skulle kunne spille musik" forstod han vist budskabet. Jeg nåede dårligt at høre at han ønskede mig god tur, da jeg strøg ud af butikken med skatten i hånden...og jeg følte mig lidt som Gollum, da jeg vel hjemme igen sad og kiggede på nyerhvervelsen med skinnende øjne. My preciooooousssssss. 

Jeg står pt midt i pak-til-½-år-processen. Ikke noget der kan få panikken til at brede sig på nogen måde - jeg har prøvet det for mange gange før, til at jeg kan stresse over det. Så længe jeg husker pas og kamera, kan det ikke gå helt galt. Jeg har netop fundet feltstøvlerne frem igen - som altid et dejligt gensyn, for jeg har godt nok oplevet meget med de støvler på. Støvlenostalgiker? Tjaah..hvorfor ikke?


Billedlir - jeg ved det, men I kan ligeså godt vænne jer til det, for det kommer der meget af på denne her blog. Det bliver godt! I øvrigt skal der da være mindst ét billede i hvert indlæg, ikke?

Den Grå Eminence blev hentet i fredags, MiniVilden blev klappet farvel igår...og jeg har krammet en masse dejlige mennesker og sagt "Vi ses til marts". Det er underligt - det er lang tid denne her gang...det føles anderledes. Men det føles også rigtigt at skulle afsted...især vejret herhjemme taget i betragtning. Pudsigt som så mange har tilbudt at tage med som feltassistent...helt gratis!

Jeg flyver i morgen aften, og skal mødes med Stephen i Heathrow. Herefter går turen til Johannesburg..små 11 timer i flyet. Det skal nok komme til at trække tænder ud. Fra Johannesburg skal vi videre med et lille fly ud til Timbavati Reservatet og Makanyi Lodge...mit nye hjem. Dagen efter skal vi på roadtrip (Stephen, Holly og jeg) til et andet reservat, Mankwe, som ligger 3-4 timer fra lodgen. Her skal vi mødes med nogle andre researchere, have en enkelt overnatning og så køre tilbage til Timbavati næste dag. Stephen har et par uger med mig dernede, til at få sat mig ind i tingene...

Der er vist ikke så meget tilbage at sige end: Let the adventure begin!
Jeg opdaterer jer når jeg er kommet til Makanyi!

2 kommentarer:

  1. Nu er det så snart 5 timer siden du er kommet derned - vi vil have billeder, beretninger og bålhistorier! NU! Vi savner dig herhjemme allerede-agtig...hvis du fortryder, så står vi klar med tapas så snart du lander. KNUS!

    SvarSlet
  2. Hmm...hvad med at I kommer herned? Med tapas, naturligvis :-)

    SvarSlet