Forældre feltassistenter!

Kan I huske den gang man var lille og en gang i mellem var med sine forældre på arbejde? Hvor spændende det var? Mystikken? Jep, i sidste uge vendte jeg den om, og havde mine forældre med på mit arbejde. Det var en stor oplevelse for mig, for første gang at skulle dele dels Colorado, og dels mit arbejde med andre. Jeg tror også det var en stor oplevelse for dem...

Mandag kørte vi ud til feltstationen, efter at have brugt søndagen sammen i Fort Collins. Jeg kunne se på dem da de steg ud af bilen, at de havde det præcis som mig første gang jeg kom herud; nemlig som om man er landet på månen. Det ER meget anderledes, prærien er helt speciel, men det er måske nok et af de steder der langsomt og ubemærket kravler ind under huden på en...og pludselig bliver ens andet hjem?
Min arbejdsplan herude er ret presset, så der var ikke meget tid til at smide benene op, og vi tog i felten med det samme. Jeg havde valgt at fokusere på 2 ræve den uge mine forældre skulle være med som føl, 2 ræve som jeg har set, nogenlunde ved hvor er, men ikke kan få en eksakt lokation på. Vi maste os ind i trucken, og rævejagten gik i gang! Vi var på jagt efter en han (134) som jeg har set mange gange. Faktisk så jeg ham dagen før mine forældre kom herud. Jeg havde et godt signal på ham, og besluttede at hike ind for at finde ham. Tampen begyndte at brænde, og jeg var meget tæt på...jeg nåede lige at tænke: Hvor hulen gemmer den ræv sig? Da jeg vendte mig om, og ham og hans mage løb rundt en 20-30 meter bag mig. Jeg satte mig straks ned på hug, rævene løb lidt længere væk, satte sig ned, og så sad vi ellers der i en time og kiggede på hinanden. Det var et meget specielt øjeblik - jeg har aldrig været så tæt på dem før, uden decideret at fange dem. Men...da vi kom derud et par dage efter, var han sporløst forsvundet. Frustrationen var stor.

Vi var heldige med vejret i den første halvdel af den uge mine forældre var på besøg. 20-25 C og sol. Jeg tror de havde svært ved at forstå hvorfor de også skulle have varmt tøj med, men de blev klogere. Men rævejagten fortsatte i det gode vejr lidt endnu, og på anden dagen formåede vi faktisk at lokalisere 134. Endelig! Dagen efter fik mine forældre så oplevet hvordan det er at lave adfærdsobservationer: man sidder i en bil i virkelig(!) lang tid uden der sker særlig meget, og hvis man er heldig ser man lidt til den ræv man sidder og venter på. Men de ville have den autentiske oplevelse, så det fik de!

Mens vejret stadig var godt, tog jeg mine forældre med ned til det gamle Pony Express postkontor - mit yndlingssted herude på prærien. Stemningen er meget speciel dernede..historisk. Fredfyldt. Med flere hundrede år gamle træer. Nu hvor vi ikke fik tid til at tage en tur op i bjergene, kunne de da i det mindste få set de fantastiske efterårsfarver dernede, hvor de eneste træer på prærien er:

To dage efter de billeder er taget fik vi sne, og forældrene var helt paf over hvor hurtigt vejret kan skifte herude. Men jeg havde jo sagt det ;-) Resten af ugen bød på en mislykkedes observation i en dybfryser af en bil, og den fortsatte jagt på den hunræv (013) der har drillet helt fra starten af. Og så blev det sidste dag i felten med forældrene...som den strenge arbejdsgiver jeg var, var det mine forældre der trackede ræve den dag:

Den sidste dag i felten, blev til de sidste timer lige før solnedgang. Intet spor af 013. Til gengæld fik vi set den største flok prong horns jeg nogensinde har set herude - der har været et godt stykke over 100 dyr i den flok. De løb gennem sneen et par 100 meter foran os, og blev bare ved med at komme. Vi slukkede bilen og sad bare og betragtede synet. Det var smukt, men vi undrede os over hvorfor de løb, for det var ikke pga os. Og så hørte vi det. Coyotes. Mange af dem, hylende i horisonten. Vi fik løsrevet os, og fortsatte jagten på 013...og pludselig! Min far fik et svagt signal på radioen! Jeg fik hørt signalet selv, og besluttede hurtigt at køre efter det. Vi var ved at miste lyset, men jeg ville simpelthen bare have at mine forældre fandt en hule mens de var her. Vi drønede afsted i en sky af grus og sne, i retningen af signalet. Ud af bilen igen. Mine forældre udstyret med dele-radio og -antenne, mig bagved med radio og antenne. Bare som sikkerhedsline. Og så skete det...i løbet af 5 minutter havde de fundet deres først rævehule, helt uden hjælp. Og det minutter før mørket sænkede sig. Jeg var jo pavestolt! Sikken en finale for forældrene :-)

Næste morgen fortsatte de deres tur til Utah, og jeg er nu i den ultimative slutspurt i mit feltarbejde - én sidste hektisk uge...men mere om det i næste blog...

Roadtrip og konference i Portland

Kender I det, at det nogen gange er meget godt at man ikke ved hvad man har sagt ja til? Mmmmh. For et par måneder siden fik jeg og en samarbejdspartner den vilde idé, at når nu jeg alligevel var i USA på det tidspunkt, skulle vi da selvfølgelig på en stor årlig konference, som i år blev afholdt i Portland. Og selvfølgelig skulle vi køre derop. Ork, det var jo kun en sølle tur på 20 timer (uden pauser) gennem 4 stater. Peanuts! Vi blev klogere...lad mig illustrere (igen anbefaler jeg at man nynner et passende tema mens man studerer ruten...fx Indiana Jones):

Så snart vi havde forladt Colorado og kørte ind i Wyoming blev stemningen i bilen lidt trykket. Dels havde vi ikke lige regnet med at der var SÅ langt mellem tankstationerne i SÅ øde et område, og dels begyndte vi af uransagelige årsager (måske affødt af de minimalistiske lokalsamfund bestående af 5 huse ude i midten af ingenting) at snakke om filmen Deliverance (på dansk: På udflugt med døden). Det sidste var især dumt. Det første var egentlig også, men den klarede vi dog...resten af turen derimod så vi os lidt over skulderen, når vi endnu en gang kørte ind på en mistænkeligt udseende tankstation i midten af ingen ting. Nu siger nogen måske: Jaja, i midten af ingenting, hvor slemt kan det være. Slemt. Hvis altså man synes at den slags ting er slemt. Vi snakker ikke sporet af civilisation (udover den frådende motorvej) så langt øjet rakte...og lidt til. Som i flere 100 km til nærmest hegnspæl/faldefærdige forladte skur/spøgelsesby (indsæt selv flere). Tilbage til Deliverance, der er jo trods alt en pointe i alt det her. Vi kører ind på en tankstation et øde sted i Wyoming, og midt mellem alt turistskramlet, så som hatte der ligner en kylling, I LOVE WYOMING t-shirts, shot glas med rodeoklovne på og "Jesus is coming " bumper stickers (som jeg havde en ustyrlig lyst til at tilføje "...everybody yell SURPRISE!" på...men Anthony mente ikke han havde penge til at betale for kaution), fandt jeg....(trommehvirvel)....:

Vi kom ret hurtigt ud af Wyoming efter dette (selv om Deliverance foregår i Arkansas...potato potatoe, you get the picture). Dog en smule overrasket over humor niveauet...trods alt.

Herefter faldt mørket på, og turen begyndte at blive hård. Vi passerede desværre gennem Utah, som er kendt for at være en af de smukkeste stater, i bælgragende mørke. Men vi kunne ane den spektakulære natur omkring os, og aftale at på vejen hjem, skulle vi gennem Utah i dagslys. Vi nåede også et godt stykke op i Idaho, før vi måtte overgive os og tage en to-timers lur i bilen. Idaho virkede en del mere gæstfrit end Wyoming: 

Godt radbrækkede forsatte vi turen, og nåede Oregon statsgræsen et par timer før daggry. Her tog vi endnu et hvil og fortsatte resten af turen til Portland ved daggry. Vi var næsten ude af et stort bjergpas, da vi besluttede at lege turister ved en udsigts post med milevid udsigt:

Efterhånden som vi kom tættere på Portland skiftede landskabet gradvist, og ændrede sig fra lidt golde sletter og bjerge, til grønne og frodige bjerge med vandfald, fyrreskov og enkelte knaldgule løvtræer i mellem. Hvis der er noget der kan gøre mig ydmyg, så er det naturen. Det var så smukt!
Vi fandt ret nemt vores hotel, meget belejlig placeret lige over for konference centeret. Portland lignede en særdeles lovende by, men vi fik ikke glæde af den den første aften - vi gik fuldstændig omkuld.

Konferencen havde to formål for mig; min poster præsentation og networking. Som i alle andre brancher, handler det om noget om at kende nogen, som kender nogen, som kender nogen. Jeg havde to dage før min præsentation, som var fyldt op med foredrag, udstillinger og nye mennesker i hobetal. Alle samtaler på en konference er nærmest et lille møde i sig selv, og man bliver drænet som man slet ikke kan forstå det. Vi var i søvnunderskud på forhånd pga vores kamakazie roadtrip, så vi gik konstant rundt med en triple espresso i hånden og smilede det bedste vi kunne. Det var hårdt, virkelig hårdt. Dagene var fra 8-23 og man var på konstant (jeg havde naivt troet at jeg ville have tid til at skrive blog derfra...haha...som om!). Men det var lærerigt og ikke mindst udbytterigt.
Tirsdag var poster præsentation dag. Jeg var nervøs. Men posteren så godt ud og jeg var godt forberedt. Til dem der ikke ved det, så er en poster præsentation en slags opsummering af noget forskning man har lavet (her mit speciale om rævene). Man er så en gruppe mennesker, der præsentere sin poster til en fælles session, hvor posters hænges op på en opslagstavle og konference deltagere kan gå rundt i ro og mag og læse posters og stille spørgsmål. Det ser nogenlunde sådan her ud:

Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med. Men jeg havde nok ikke regnet med at min poster ville få så stor interesse, eller at jeg ville få delt så mange visitkort ud. Samtlige mennesker der kom forbi stoppede op og læste den. Den hele. Mange havde spørgsmål, rigtig mange havde rigtig gode spørgsmål. Jeg sad ikke ned i de 5 timer præsentationen varede, og der var ikke mange minutter hvor jeg ikke snakkede med nogen om mit projekt. Det var en superfed oplevelse, men jeg var fuldstændig mast bagefter.Tiden vil vise om min networking kaster noget godt af sig.
Resten af konference gik stille og roligt. Højdepunktet var ubetinget cupcake buffeten til afslutnings-receptionen:

Efter 5 fantastiske, travle dage i Portland, gik turen atter tilbage mod Colorado. Denne gang fik vi oplevet Utah i dagslys, og det gjorde alle timerne i bilen på vej tilbage hele turen værd. men det var stadig dejligt at komme hjem til prærien igen, ovenpå et eventyr i eventyret...

Som cliffhanger til næste blog, kan jeg afsløre at det bliver om slavelignende arbejdsforhold og grov udnyttelse af feltassistenter...

Magi og Colorado i en nøddeskal...

Jeg ved det, jeg ved det....jeg skylder :-)

Det er gået stærkt siden sidste blog indlæg. Sidst var jeg meget entusiastisk over min gode start herover. Den skulle vise sig at fortsætte. Jeg har nu aktivt signal på 7 ræve, og har lavet adfærdsobservationer på 3 af dem. Aktivt signal behøver ikke at betyde at alt er fryd og gammen. Nogle ræve kan jeg kun få signal på om natten (de er jo nat-aktive), og om dagen er de som sunket i jorden...dvs at jeg ikke kan finde deres huler. Det kan skyldes meget dybe huler, hvor signalet ikke går igennem. Og uden huler, ingen observationer - og så er jeg lige vidt. Endvidere har jeg mindst 2 ræve på privat land (fandt jeg ud af, efter at have vandret så langt efter signalet at min truck var en lille bitte prik i horisonten), så jeg har ikke umiddelbart lov til at gå/køre derind. Mark og jeg prøver at få landejerne i tale, så jeg kan få tilladelse. Det ville virkelig være værdifuldt, for med så forholdsvis lille en sample size, er det at miste 2 ræve ret voldsomt for det endelige datasæt. Så I må gerne krydse fingre!

Nåh, observationerne. Det går i alt sin enkelthed ud på at jeg verificere at ræven er i hulen, sætter en stor orange spand tæt ved hulen og spurter så tilbage til bilen, som er udstyret med spotting scope, digital optager og diverse fornødenheder (cola, chokolade, tæpper, hue...). På de varme dage ser det sådan her ud:

Jeg sidder der oftest i 4 timer, og langt det meste af tiden sker der ingenting. Det er vigtigt at ræven er i hulen når jeg starter observationen, og mange af dem kommer først op af hulen lige før solnedgang. Men sådan er det selvfølgelig ikke altid. Det skal jo ikke være nemt, det ville jo være kedeligt. Nogen af dem er mere ude af hulen end andre. Det er udbredt at de ligger og slikker solskin ved hulen i et par timer før solnedgang, nogle gange i endnu længere tid. Så det er med at få timet hvornår jeg dukker op. Jeg har fx én ræv, som jeg nu har forsøgt at få lavet observation på 5 gange; hver gang har hun været oppe fra hulen, og jeg har måtte køre videre med uforrettet sag. Så det er med at kende deres individuelle rytmer og vaner...og så være lidt heldig.

Det jeg kigger efter, er rævens adfærd ift det fremmedobjekt jeg har placeret. Nogen af dem reageret meget modigt, og løber straks hen og snuser til det, nogen nærmer sig tøvende, nogen ser det og løber tilbage i hulen, og nogen er fuldstændig ligeglade med det. Det at rævene reagerer så forskelligt på den samme stimuli, er et udtryk for personlighed. Jeg sidder med en digital optager og beretter hvilke typer adfærd jeg ser. Dette skal så analyseres og kvantificeres gennem statistik (et nødvendigt onde...statistikken altså. Men uden den ingen videnskab) når jeg kommer hjem igen.

Når jeg sidder der, og venter på rævene, har jeg derfor ofte (virkelig) god tid til at nyde omgivelserne...eller bliver underholdt af præriehunde. Landskabet er meget skiftende herude, selvom det er prærie - det ligner nok det samme for mange, men det er det langt fra. Igår havde jeg denne udsigt fra mit "kontor":

Et par dage i forvejen var det her min udsigt:

Det kan man jo på ingen måder klage over. Jeg bliver også ofte forkælet med de helt specielle minutter, hvor solen lige er gået ned i vest og månen er på vej op i øst på samme tid. Det er nærmest magisk...det er ofte ret blæsende herude, men lige på det tidspunkt af dagen bliver alt stille herude, og så er det bare med at sætte sig tilbage og nyde dette:

Når nu vi snakker om solnedgange, er det virkelig noget de an finde ud af her i Colorado...ligesom Rocky Moutains aldrig ligner hinanden to dage i træk, gør solnedgangene det heller ikke. Sådan her så det ud i forgårs:

Vejret. En anden Colorado specialitet...og den er ikke for sarte sjæle. Om efteråret er det mindre ekstremt, for det er hverken thunderstorm eller tornado sæson. Men det er stadig noget der ville kunne få de fleste danskere til at snakke endnu mere om vejret. I sidste uge var det 30 C om onsdage, 25 om torsdagen og fredag morgen så det sådan her ud:

Tre dage senere havde jeg shorts på igen. Så da mine kommende felt-slaver (mine forældre) spurgte hvad de skulle pakke, var svaret knastørt: ALT! Men sneen og de store udsving i vejret, er tegn på at vinteren er på vej. Det har de canadiske gæs også fundet ud af, og i disse dage trækker de i flokke på op til flere hundrede fugle sydpå. Det er meget fascinerende at se dem kredse rundt i en stor flok i et stykke tid, med voldsom vokalisering, for derefter at finde deres plads og flyve afsted i de karakteristiske formationer man ser hos trækfugle:

Og så skal jeg vist have pakket til konferencen! Jeg skal nok forsøge at få skrevet et indlæg mens jeg er afsted, og lade jer vide hvordan Portland er, og hvordan min poster bliver modtaget :-)

Christina Rævefinder :-)

Jeg er simpelthen nødt til at dele, så der er allerede blog igen :-D

Vejret har været en smule temperamentsfuldt siden jeg kom herover (jeg siger jo at jeg er en katastrofemagnet). Det besværliggør fletarbejdet en smule, for det er en udfordring at køre herude, selv med firhjulstræk på. Til gengæld kaster det nogle hæsblæsende smukke scenarier af sig:

Jeg var i felten da ovenstående meget sorte himmel pludselig trak sig sammen omkring mig, og jeg fik hurtigt benene på nakken og satte kurs hjem mod feltstationen. Det viste sig at være en ret klog beslutning, for få minutter efter faldt der 5 mm på 15 min efterfulgt af et temmelig kraftigt tordenvejr. Da Mark (feltstationens manager) og jeg talte om vejret i morges, var hans svar: This is insane, it's never like this in September. Jeg fik straks flashback til den allerførste gang jeg var herovre, og en F3 tornado raserede en hel by kun 20-30 km herfra, og Mark sagde: This never happens out here?!? Well, lucky me!

De har dog lovet bedre vejr fra nu af, og allerede i dag har det været tørt med temperaturer omkring de 20 C. Det ser kun bedre ud de næste par dage, så det skal nok tørre hurtigt op herude igen. Og tørt er faktisk nøgleordet når man skal beskrive prærien pt. Den bærer virkelig præg af en meget tør sommer, og vegetationen er så kort, at den får en veltrimmet golfbane green til at ligne et vildnis. Den del af det er så til gengæld en stor fordel for mig, for udsynet er optimalt når jeg skal til at lave mine adfærdsobservationer.

Nåh, men nu skal vi jo ikke glemme hvorfor jeg er herovre. Feltarbejde! Min dagligdag består pt i at køre prærien tynd, og prøve at opspore de ræve der har radiohalsbånd på. Det lyder jo enormt simpelt....det er det bare ikke altid. Rævene er nataktive, og er derfor i deres huler om dagen. Hulerne kan være så dybe, at det næsten er umuligt at få et radiosignal på dem mens de er dernede. Her vil den kvikke læser så spørge, hvorfor jeg ikke bare leder om natten når de er aktive, og ude at jage. Godt spørgsmål. Men jeg skal bruge deres hule-lokalitet for at kunne lave adfærdsobservationer; jeg skal jo kunne se dem når den tid kommer.

Mit faste udstyr når jeg tracker består af en yagi-antenne, en radio og så det radiohalsbånd ræven har på:

I får også lige et størrelsesforhold på radiohalsbåndet, så I kan se hvor små rævene egentlig er. Dette halsbånd sad på en fuldvoksen han:

Halsbåndet vejer kun 40 gram, og det må max udgøre 3% af rævens kropsvægt. batteridelen sidder foran på halsen, og den bøjelige antenne peger bagud. Korrekt tilpasset er halsbåndet ikke til gene for ræven, og har ingen indflydelse på dens overlevelse eller adfærd.

Hver ræv har et halsbånd med en unik trecifret frekevens. Hannerne starter med et ulige tal og hunnerne med et lige. Radioen indstilles så på en given frekvens, man finder en bakketop, parkerer bilen, hopper op på ladet (så man er endnu højere oppe), kobler antennen til, og så afsøger man området for den ræv man gerne vil finde. Dette gentages igen, og igen, og igen, og igen... (dog ikke i tordenvejr)...og måske er man til sidst heldig a få bid. Med bid mener jeg et BIP. Får man bid, hopper man ned fra ladet, tager sin GPS (så man kan registrere sine fund...og finde dem igen) med, og går i den retning signalet er stærkest. Med tid og tålmodighed (og lange strækninger der skal gåes) finder man så sin rævehule. Dette er målet lige nu og her; at få lokaliseret så mange ræve som muligt. Så det er hvad jeg har lavet de sidste 3 dage.

Igår, på anden dagen, skete der noget helt uhørt så tidligt i forløbet...nemlig det her:

Jeg fandt en hule! Med en ræv (126) i!!! Som I kan se på billedet, ville begejstringen ingen ende tage. Det er aldrig før sket at jeg har fundet en hule så tidligt i forløbet herovre, og da slet ikke når rævene ikke har været under opsyn i ½ år. Det var vildt! Og det var endnu mere vildt da jeg senere fik signal fra en anden ræv (093). Jeg måtte dog opgive at finde hende, da føromtalte uvejr lurede i horisonten. Men sikken en start!

I dag tog jeg så ud igen. Målet var at finde den ræv jeg fik mortalitetssignal på på førstedagen (524), og så forhåbentlig få signal på nogle nye ræve. Første gang jeg stoppede for at pejle en ny ræv var der bid...jeg kunne dårligt fatte det. Jeg gik efter signalet, og det blev højere og højere. Pludselig så jeg en ræv springe op og spurte derfra i et hæsblæsende tempo, som kun en swift fox kan. Så stod jeg der med jordens største smil, og fik vist udbrudt: Weeeee, en ræv! Ræven (033) havde ligget ved sin hule da jeg kom vadende, så hulen blev GPS'et, og humøret var enormt. Min første rigtige ræv i sæsonen. Og så fin hun var!

Så gik jeg den tunge gang op for at finde 524. Det er aldrig sjovt at få et mortalitetssignal på en af sine ræve (bippet i radioen er meget hurtigere end ved et normalt signal), og man ved aldrig hvad man finder når man får sådan et. Efter at have afsøgt området i ½ times tid fandt jeg hvad jeg ledte efter. Eller det vil sige at jeg fandt kun et intakt halsbånd. 524's skæbne står derfor hen i det uvisse, men han er sandsynligvis død. Så nu er jeg nede på 18 mulige ræve. Det sandsynlige max antal er dog 12.

Jeg kørte derefter ud til det område hvor jeg på førstedagen havde fået signal på 013. Og minsandten...der var bid...igen! Igen gik jeg efter signalet, og fik også overrasket hende ved en hule. Endnu en hul og endnu en rigtig ræv. Jeg kunne næsten ikke få armene ned, da jeg kørte hjem mod feltstationen. Sikken en start!

Til de skuffede der mangler billeder af de ræve jeg så i dag, må jeg skuffe. Det kan bare ikke lade sig gøre at fotografere en swift fox, så ikke den er en lille utydelig prik i horisonten, med mindre man ligger i skjul i dagevis. Måske kan jeg være heldig at få nogle skud når jeg laver adfærdsobservationer. Men for nu vil jeg spise jer af med det hidtil bedste (og tættest på) billede jeg har fået af en prong horn buk - taget på vej hjem i dag:

Og kan I så have en herlig weekend :-)

Hjem til prærien!

(Jeg vil på forhånd godt lige minde min mor om, at hun selv kom til at sige, og jeg citerer: Det bliver da også godt for dig at komme hjem...øhh, tilbage til prærien)

Det er altid en lidt pudsig følelse at sætte kurs mod lufthavnen, når slutdestinationen er Colorado...og prærien. Jeg er spændt, men på den gode ro-helt-nede-i-maven måde, for jeg ved hvad jeg skal over til, og jeg glæder mig altid uhæmmet til det. Javist, det er et nyt eventyr hver gang, men i velkendte rammer. Rammer som jeg elsker.

Nu er det så her, at der naturligt ville være en lang beretning om hvordan jeg næsten/næsten-ikke nåede mit fly, mistede min kuffert, sad ved siden af det mest vanvittige menneske i flyet, eller blev krydsforhørt af immigrations i en time. Men nej, jeg må skuffe jer...intet ud over det sædvanlige skete (hvilket så bare gør mig mere sikker på at det gør der senere). Intet drama, udover temmelig mange spørgsmål i immigrationsskranken. Men snu som jeg er, havde jeg taget min Denver Broncos kasket på (det er jo NFL sæson), så de lukkede mig sørme ind i landet igen. Man undres ;-)

Jeg overnattede den første nat på en hotel i Fort Collins. Jeg vågnede kl 5 og lå bare og ventede på at solen stod op, så jeg kunne gense Rocky Mountains. Endelig! Og så så man mig stå i badekarret på badeværelset, med næsen ud af det mest minimale badeværelsesvindue der nogensinde er lavet, og juble over de første solstråler der ramte bjergene, mens jeg grådigt indsnusede den helt særlige Colorado luft. Efter et par timer gik jeg over til Sallie på Colorado State University for at checke ind, og hente den field truck jeg skal køre i herovre. Wannabe field truck (fnys)! For det er jo ikke Nissanen, min trofaste truck som har fulgt mig gennem tykt og tyndt de sidste 4 år. Den afgik ved døden under tragiske omstændigheder tidligere på året. I får lige et mindebillede (suk):

Installeret i min nye (monster)truck (billede følger senere, men forestil jer kæmpe truck og spinkel pige bag rattet...), gik turen til mit stam supermarked, hvor der blev købt ind i rå mængder. Jeg gik og hyggede mig gevaldigt ved gensynet af alle mine amerikanske favorit produkter, og smilede lidt af de ærke amerikanske pensionist ægtepar, med matchende shorts, kasketter og tennissokker trukket helt op til knæene, som så var de eneste andre der var ude at handle på det tidspunkt. 

Og så var det tid! Tid til at sætte kursen mod feltstationen. Yay! Det er et under at jeg ikke blev stoppet for mistænkelig opførsel på den lille time der tager at køre derud, for jeg sad med det største smil permanent klisteret på fjæset, skrålede med på en masse sange i radioen som jeg egentlig ikke kender, mens jeg højt udbrød: Naaaaaaiiiii SE, Rocky Mountains! Naaaaaaiiiiii SE, en prong horn (her hang jeg nærmest ud af bilen for at kigge)! Naaaaaiiiii SE, hvor tørt det er i år! Og så skete det....jeg drejede ind på grusvejen der fører ned til feltstationen og jeg kneb sgu næsten en tåre (Her vil jeg så gerne lige mane samtlige rygter om at jeg er ved at blive blød på mine gamle dage i jorden. Jeg er aldeles ikke gammel!). Jeg fik virkelig den der overvældende følelse af at være kommet hjem (undskyld mor). Hvor var/er det dog fantastisk at være tilbage!

Jeg fik hilst på et par kendte ansigter og brugte eftermiddagen på at pakke ud. En times tid før solnedgang kørte jeg en tur ud for at gense min prærie. Alt var som det plejer, og det var præcis som det skulle være. Roen, magien. På vej hjem, lige efter solen var gået ned, så jeg et par prong horns (den hurtigste antilopeart):

Jeg vågende igen kl 5 næsten morgen...lysvågen. Hurra for jetlag. Vejret er lidt ustadig herovre pt, og når jeg siger ustadigt er det ikke helt samme betegnelse som i Danmark...herover betyder det kraftige thunderstorms, hagl med en diamter på et par centimenter og stormflod. Den slags ting kan godt besværliggøre feltarbejdet lidt, men de har heldigvis lovet bedre vejr fra på fredag, Og varmt vejr, det skulle blive 25 C :-D ...og inden i sidder og blive grønne af misundelse, er nemesis altid lige rundt om hjørnet her i Colorado - det kunne ske at der kom en snestorm i næste uge, hvem ved? Her er fx et billede af en indkommende thunderstorm:

Trods vejret, fik jeg alligevel taget en runde i felten i forsøget på at finde mine ræve. De har ikke været under observation siden foråret, så det er altid lidt tricky at få dem lokaliseret igen. Jeg har 19 mulige ræve med halsbånd på herude, det er dog højst usandsynligt at jeg finder dem allesammen. Cirka halvdelen af dem er nogen jeg selv satte halsbånd på for 1½ år siden, og det er meget tvivlsomt at særlig mange af dem har overlevet så længe. Men det skal da have et forsøg. Dagens tur blev faktisk succesfuld, jeg fik signaler på 2 ræve. Dette vil de fleste nok ikke synes er en særlig høj succesrate, men for første tur er det faktisk bedre end forventet. Det ene signal var på en hanræv jeg selv har mærket. Desværre var det et mortalitets signal, så jeg skal ud at finde ham en dag ved lejlighed, og indsamle hans halsbånd. Det er altid trist. Det andet helt normale signal var fra en hunræv fanget i vinters, så hende skal jeg ud at se om jeg kan spore mig nærmere ind på i morgen. Jeg er bare lykkelig for at have hørt signaler i dag, for det betyder at radio og halsbånd virker, og at jeg ikke helt har glemt hvordan man gør.

Jeg indrømmer det nødigt, men jeg kan faktisk godt lide min "nye" truck...en stor gammel bulet Chevrolet Cheyenne. Meget autentisk og ikke helt uden personlighed:

...og nu vil jeg så slutte det første blog indlæg fra prærien. Pt står det ned med de føromtalte gigant hagl, og det er kun et spørgsmål om tid for lyn og torden får strømmen til at gå. En del af spændingen ved at være i felten ;-)

Coloradodrømme....igen-igen-igen...

Nu har jeg efterhånden været på dansk jord i ½ års tid, så det er vist på tide at der snart sker lidt igen. Og det ER på tide, for det er ved at være tid til at vende en ny side i mit liv som biolog. Eller faktisk er det egentlig en gammel side, for nyhedsværdien i at jeg skal til Colorado, er ved at være lidt slidt. Det er jo trods alt 6.-7. gang jeg skal afsted...men denne tur byder på en masse nye elementer, både dem som jeg har planlagt, og så uden tvivl alle dem jeg ikke havde forudset (og som vil have væsentlig større underholdningsværdi...som sædvanligt) :-)

Det nye ved turen bliver at jeg skriver en blog om det. For første gang. Det bliver en sjov udfordring, for det er jo ikke med nye øjne jeg skal afsted denne gang, så det bliver spændende om jeg kan formidle den umiddelbare entusiasme ved at være derovre videre til jer. Jeg tror det - det er jo trods alt mit andet hjem, og et sted der betyder virkelig meget for mig.

For de uindviede, som har siddet og rystet uforstående på hovedet efter at have læst de sidste to afsnit, kan jeg lige løfte sløret for hvad alt den her indforståede snak går ud på. Gennem de sidste 4 år har jeg været tilknyttet et projekt om en lille truet ræveart, der lever ude på prærien i USA. Den hedder swift fox. Swift fordi den er meget hurtig (og sej). Den ser sådan her ud:

Den opmærksomme læser, vil straks bemærke at Mikkel Ræv har et radiohalsbånd på. Det er helt korrekt. Grundlaget for projektet er nemlig en radiomærket population på et stykke prærie land, i det nordøstlige Colorado. Nærmeste "by" er eksotiske Nunn, som er 90% forladt (der er dog et posthus?!?). Nærmeste tankstation er 50 km væk, og det tager en time at komme til indkøbsmuligheder i universtitetsbyen Fort Collins. Så hvis man glemmer at købe mælk er det bare ærgerligt. I får da lige et kort: 

Godt så, nu hvor alle er med på hvor i verden vi befinder os, kan vi fortsætte med hvad projektet egentlig går ud på. I alt sin enkelthed er min/vores ambition at bruge dyreadfærd som led i bevarelsesstrategier for truede dyrearter. Vores tilgang til det er, at jo mere man ved om dyrenes adfærd, jo bedre kan man forstå deres behov, og dermed bevare dem bedst muligt. Min ultra niche i det her er personlighed hos dyr. Jeg bruger et begreb der hedder "boldness", hvorigennem jeg estimerer om et individ er sky eller modig. Dette kan nemlig ses som et udtryk for personlighed, da dette aspekt er et gennemgående adfærdstræk på individ niveau. Kort sagt er de (rævene, og alle andre dyr) forskellige, ligesom vi er det, og tackler situationer på forskellige og individuelle måder. Dette har indflydelse på rigtig mange ting, så som reproduktion, overlevelse, fouragering, territorium størrelse, aktivitet osv osv. Derfor er det så pokkers en vigtig faktor at vide noget om. Jeg har en "soft publication" der fortæller om projektet på videnskab.dk, hvis dette skulle have interesse: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/truede-dyrearter-skal-overleve-pa-personlighed

Nåh, men radiohalsbåndet skal jo til for at jeg kan finde rævene igen. Så første led i processen er at få fanget dem og putte radiohalsbånd på dem. Man skal bruge: en fælde, pløkker, strips, hot dog pølser, gaffatape (man skal altid bruge gaffatape), en tyk lærredspose, et radiohalsbånd, en lang pind og gode nerver. Så gør man som følger: 

1) Man fanger ræven:

1½) ...nogen gange fanger man også noget andet end ræve:

2) Ræven placeres i den tykke lærredspose (det lyder enormt simpelt...det er det ikke), således at den nemt (haha) og sikkert (for begge parter....eller...) kan håndteres. Det ser sådan her ud:

Ja, det er ikke alle der starter morgenen med en ræv mellem benene...som man siger. Rævene bedøves ikke, de er små nok til at man kan håndtere dem uden den slags hjælpemidler. Mens man har ræven i hænder, skal man gennem en række procedurer, der ender med at den får sit radiohalsbånd på. Der skal laves en adfærdsvurdering af ræven under selve håndteringen, og det skal tjekkes om det er en dreng eller en pige, og den skal aldersbestemmes udfra tænderne (her kommer den lange pind i brug):

Ja, jeg er rabies vaccineret. Når ræven har fået sit fine radiohalsbånd på (som kun vejer 40 g), bliver den sluppet fri igen, og i de næste dage holder jeg øje med den, for at være sikker på at halsbåndet sidder ordentligt:

Rævene får nogle uger til at vænne sig til deres nye halsbånd før jeg begynder at lave den anden runde adfærdsmålinger på dem. Det er en såkaldt novel object test, hvor et fremmed objekt placeres ved rævens hule, og så observerer man hvordan den reagere på dette. Man tager en orange spand, og placerer den ved rævens hule:

....og så kører man 200-300 meter væk og sætter sig til at vente (og vente og vente og vente) i det her:

Det var vist sådan set det :-) Derudover følger der en masse tracking med for at lokalisere ræven...dvs mig med radio og en håndholdt antenne der vader prærien tynd for at finde frem til deres huler.


Rammerne for denne tur er som følger: Jeg skal afsted i 6 uger, med afrejse på mandag d. 24. september. Formålet med turen er at få udviddet mit datasæt fra specialet, så vi kan få skrevet og (forhåbentlig) udgivet en solid videnskabelig artikel om projektet. Jeg skal udelukkende lave adfærdsobservationer på rævene, dvs dem med den orange spand. Jeg regner med at jeg skal bruge en del tid på at finde dem, da der ikke har været nogen over at holde øje med dem siden foråret. Udfordringen bliver uden tvivl at få lokaliseret rævene - når først jeg ved hvor de er, burde observationerne være ret lige til.
Midt i oktober skal jeg på en stor konference i Portland, Oregon, hvor jeg har været så privilegeret at få muligheden for at præsentere mit projekt om rævene på en stor poster/plakat. Det er en kæmpe kæmpe mulighed, og en stor udfordring. At sige at jeg er nervøs ville være en underdrivelse.
Når jeg kommer tilbage fra konferencen, venter mine forældre på mig i Fort Collins. De skal med mig ud på prærien i 5 dage, og se hvad det egentlig er jeg render rundt og laver derovre. Jeg glæder mig helt vildt til at vise dem MIT Colorado, og dele alle de fantastiske oplevelser jeg har derovre med dem.
De sidste 10 dage af min tur skal jeg bruge sammen med min yndlings Fie i Boston...jeg kan jo ikke tage til USA uden at se hende, er I da fuldstændig vanvittige....!

Så det var så en temmelig lang appetitvækker til de kommende 6 ugers blog. Hvad siger I? Vil I med på eventyr endnu en gang?

Ved vejs ende...

Det er virkelig underligt at skrive det her indlæg, for det bliver højst sandsynligt det sidste indlæg fra bushen...jeg tager nemlig herfra på torsdag. Jeg skal bruge små 2 uger i Pretoria og omegn hos nogle venner, d. 7 marts går turen til London, hvor jeg skal have en dejlig forlænget tøseweekend med Iben...og så 12. marts kommer jeg til Danmark.

Jeg er ikke i panik over at skulle hjem - jeg savner det derhjemme, og glæder mig helt ustyrligt til at komme hjem. Jeg overvejer i mit stille sind at lave en liste med alle de ting jeg har savnet at spise, og se hvor mange af dem jeg kan nå at indtage i løbet af de første tre dage. Det føles mærkeligt at skulle hjem...mærkeligt fordi jeg har svært ved at koble det oven i hovedet med at det betyder at jeg har været hernede i ½ år. I ET ½ ÅR?!?? Siden september. Det er jo en milliard år siden, og alligevel føles det som om jeg kom for et par uger siden. Men når jeg kigger tilbage på alt hvad der er sket og oplevet, kan jeg godt se at det ikke kun er et par uger der er tale om. Jeg var forberedt på at det ville gå stærkt..at jeg på det her tidspunkt ville sidde og tænke: Hvad fanden skete der lige der. Men jeg var måske ikke forberedt på at de ville gå SÅ stærkt...

Jeg har en underlig ro over at eventyret er ved at være slut. Og en stor taknemmelighed over at jeg fik lov til at opleve det. Det er altid et sats at springe ud i den her slags situationer...uden at vide om man vil elske eller hade det. Men min filosofi er, at jeg hellere vil prøve det, end at fortryde at jeg aldrig tog chancen. Sjovt nok har den holdning aldrig skuffet mig. Også denne gang tog jeg afsted med en forestilling om hvad jeg sagde ja til...hvad der ville ske, hvordan det ville være. Igen fandt jeg så meget mere end jeg i min vildeste fantasi havde turde håbe på. Oplevelserne har været mange...og vilde. Menneskerne der har krydset min vej har været fantastiske. Men det mest værdifulde jeg tager med hjem hernede fra er mig selv. Jeg fristes til at skrive i en ny og forbedret form, men det er jo lidt en overfortolkning...men også denne gang har et eventyr været katalysator for en personlig udvikling som måske ellers ikke ville have fundet sted. Det er underfundigt og fantastisk. Men det er det jo altid at blive klogere på sig selv...

Jeg vil slutte dette indlæg med en medley af lækre billeder hernede fra, som jeg aldrig har haft chancen for at skrive en blog om. Jeg håber I nyder dem!

 

Med dette indlæg vil jeg lige på gensyn...for jeg forventer på ingen måde at bloggen slutter her. Jo den slutter her for denne gang...men jeg har som altid noget oppe i ærmet. Noget jeg håber jeg snart kan få lov til at dele med jer.

Indtil da: Pas på jer og tak fordi I gad at læse med :-)