Forældre feltassistenter!

Kan I huske den gang man var lille og en gang i mellem var med sine forældre på arbejde? Hvor spændende det var? Mystikken? Jep, i sidste uge vendte jeg den om, og havde mine forældre med på mit arbejde. Det var en stor oplevelse for mig, for første gang at skulle dele dels Colorado, og dels mit arbejde med andre. Jeg tror også det var en stor oplevelse for dem...

Mandag kørte vi ud til feltstationen, efter at have brugt søndagen sammen i Fort Collins. Jeg kunne se på dem da de steg ud af bilen, at de havde det præcis som mig første gang jeg kom herud; nemlig som om man er landet på månen. Det ER meget anderledes, prærien er helt speciel, men det er måske nok et af de steder der langsomt og ubemærket kravler ind under huden på en...og pludselig bliver ens andet hjem?
Min arbejdsplan herude er ret presset, så der var ikke meget tid til at smide benene op, og vi tog i felten med det samme. Jeg havde valgt at fokusere på 2 ræve den uge mine forældre skulle være med som føl, 2 ræve som jeg har set, nogenlunde ved hvor er, men ikke kan få en eksakt lokation på. Vi maste os ind i trucken, og rævejagten gik i gang! Vi var på jagt efter en han (134) som jeg har set mange gange. Faktisk så jeg ham dagen før mine forældre kom herud. Jeg havde et godt signal på ham, og besluttede at hike ind for at finde ham. Tampen begyndte at brænde, og jeg var meget tæt på...jeg nåede lige at tænke: Hvor hulen gemmer den ræv sig? Da jeg vendte mig om, og ham og hans mage løb rundt en 20-30 meter bag mig. Jeg satte mig straks ned på hug, rævene løb lidt længere væk, satte sig ned, og så sad vi ellers der i en time og kiggede på hinanden. Det var et meget specielt øjeblik - jeg har aldrig været så tæt på dem før, uden decideret at fange dem. Men...da vi kom derud et par dage efter, var han sporløst forsvundet. Frustrationen var stor.

Vi var heldige med vejret i den første halvdel af den uge mine forældre var på besøg. 20-25 C og sol. Jeg tror de havde svært ved at forstå hvorfor de også skulle have varmt tøj med, men de blev klogere. Men rævejagten fortsatte i det gode vejr lidt endnu, og på anden dagen formåede vi faktisk at lokalisere 134. Endelig! Dagen efter fik mine forældre så oplevet hvordan det er at lave adfærdsobservationer: man sidder i en bil i virkelig(!) lang tid uden der sker særlig meget, og hvis man er heldig ser man lidt til den ræv man sidder og venter på. Men de ville have den autentiske oplevelse, så det fik de!

Mens vejret stadig var godt, tog jeg mine forældre med ned til det gamle Pony Express postkontor - mit yndlingssted herude på prærien. Stemningen er meget speciel dernede..historisk. Fredfyldt. Med flere hundrede år gamle træer. Nu hvor vi ikke fik tid til at tage en tur op i bjergene, kunne de da i det mindste få set de fantastiske efterårsfarver dernede, hvor de eneste træer på prærien er:

To dage efter de billeder er taget fik vi sne, og forældrene var helt paf over hvor hurtigt vejret kan skifte herude. Men jeg havde jo sagt det ;-) Resten af ugen bød på en mislykkedes observation i en dybfryser af en bil, og den fortsatte jagt på den hunræv (013) der har drillet helt fra starten af. Og så blev det sidste dag i felten med forældrene...som den strenge arbejdsgiver jeg var, var det mine forældre der trackede ræve den dag:

Den sidste dag i felten, blev til de sidste timer lige før solnedgang. Intet spor af 013. Til gengæld fik vi set den største flok prong horns jeg nogensinde har set herude - der har været et godt stykke over 100 dyr i den flok. De løb gennem sneen et par 100 meter foran os, og blev bare ved med at komme. Vi slukkede bilen og sad bare og betragtede synet. Det var smukt, men vi undrede os over hvorfor de løb, for det var ikke pga os. Og så hørte vi det. Coyotes. Mange af dem, hylende i horisonten. Vi fik løsrevet os, og fortsatte jagten på 013...og pludselig! Min far fik et svagt signal på radioen! Jeg fik hørt signalet selv, og besluttede hurtigt at køre efter det. Vi var ved at miste lyset, men jeg ville simpelthen bare have at mine forældre fandt en hule mens de var her. Vi drønede afsted i en sky af grus og sne, i retningen af signalet. Ud af bilen igen. Mine forældre udstyret med dele-radio og -antenne, mig bagved med radio og antenne. Bare som sikkerhedsline. Og så skete det...i løbet af 5 minutter havde de fundet deres først rævehule, helt uden hjælp. Og det minutter før mørket sænkede sig. Jeg var jo pavestolt! Sikken en finale for forældrene :-)

Næste morgen fortsatte de deres tur til Utah, og jeg er nu i den ultimative slutspurt i mit feltarbejde - én sidste hektisk uge...men mere om det i næste blog...

Roadtrip og konference i Portland

Kender I det, at det nogen gange er meget godt at man ikke ved hvad man har sagt ja til? Mmmmh. For et par måneder siden fik jeg og en samarbejdspartner den vilde idé, at når nu jeg alligevel var i USA på det tidspunkt, skulle vi da selvfølgelig på en stor årlig konference, som i år blev afholdt i Portland. Og selvfølgelig skulle vi køre derop. Ork, det var jo kun en sølle tur på 20 timer (uden pauser) gennem 4 stater. Peanuts! Vi blev klogere...lad mig illustrere (igen anbefaler jeg at man nynner et passende tema mens man studerer ruten...fx Indiana Jones):

Så snart vi havde forladt Colorado og kørte ind i Wyoming blev stemningen i bilen lidt trykket. Dels havde vi ikke lige regnet med at der var SÅ langt mellem tankstationerne i SÅ øde et område, og dels begyndte vi af uransagelige årsager (måske affødt af de minimalistiske lokalsamfund bestående af 5 huse ude i midten af ingenting) at snakke om filmen Deliverance (på dansk: På udflugt med døden). Det sidste var især dumt. Det første var egentlig også, men den klarede vi dog...resten af turen derimod så vi os lidt over skulderen, når vi endnu en gang kørte ind på en mistænkeligt udseende tankstation i midten af ingen ting. Nu siger nogen måske: Jaja, i midten af ingenting, hvor slemt kan det være. Slemt. Hvis altså man synes at den slags ting er slemt. Vi snakker ikke sporet af civilisation (udover den frådende motorvej) så langt øjet rakte...og lidt til. Som i flere 100 km til nærmest hegnspæl/faldefærdige forladte skur/spøgelsesby (indsæt selv flere). Tilbage til Deliverance, der er jo trods alt en pointe i alt det her. Vi kører ind på en tankstation et øde sted i Wyoming, og midt mellem alt turistskramlet, så som hatte der ligner en kylling, I LOVE WYOMING t-shirts, shot glas med rodeoklovne på og "Jesus is coming " bumper stickers (som jeg havde en ustyrlig lyst til at tilføje "...everybody yell SURPRISE!" på...men Anthony mente ikke han havde penge til at betale for kaution), fandt jeg....(trommehvirvel)....:

Vi kom ret hurtigt ud af Wyoming efter dette (selv om Deliverance foregår i Arkansas...potato potatoe, you get the picture). Dog en smule overrasket over humor niveauet...trods alt.

Herefter faldt mørket på, og turen begyndte at blive hård. Vi passerede desværre gennem Utah, som er kendt for at være en af de smukkeste stater, i bælgragende mørke. Men vi kunne ane den spektakulære natur omkring os, og aftale at på vejen hjem, skulle vi gennem Utah i dagslys. Vi nåede også et godt stykke op i Idaho, før vi måtte overgive os og tage en to-timers lur i bilen. Idaho virkede en del mere gæstfrit end Wyoming: 

Godt radbrækkede forsatte vi turen, og nåede Oregon statsgræsen et par timer før daggry. Her tog vi endnu et hvil og fortsatte resten af turen til Portland ved daggry. Vi var næsten ude af et stort bjergpas, da vi besluttede at lege turister ved en udsigts post med milevid udsigt:

Efterhånden som vi kom tættere på Portland skiftede landskabet gradvist, og ændrede sig fra lidt golde sletter og bjerge, til grønne og frodige bjerge med vandfald, fyrreskov og enkelte knaldgule løvtræer i mellem. Hvis der er noget der kan gøre mig ydmyg, så er det naturen. Det var så smukt!
Vi fandt ret nemt vores hotel, meget belejlig placeret lige over for konference centeret. Portland lignede en særdeles lovende by, men vi fik ikke glæde af den den første aften - vi gik fuldstændig omkuld.

Konferencen havde to formål for mig; min poster præsentation og networking. Som i alle andre brancher, handler det om noget om at kende nogen, som kender nogen, som kender nogen. Jeg havde to dage før min præsentation, som var fyldt op med foredrag, udstillinger og nye mennesker i hobetal. Alle samtaler på en konference er nærmest et lille møde i sig selv, og man bliver drænet som man slet ikke kan forstå det. Vi var i søvnunderskud på forhånd pga vores kamakazie roadtrip, så vi gik konstant rundt med en triple espresso i hånden og smilede det bedste vi kunne. Det var hårdt, virkelig hårdt. Dagene var fra 8-23 og man var på konstant (jeg havde naivt troet at jeg ville have tid til at skrive blog derfra...haha...som om!). Men det var lærerigt og ikke mindst udbytterigt.
Tirsdag var poster præsentation dag. Jeg var nervøs. Men posteren så godt ud og jeg var godt forberedt. Til dem der ikke ved det, så er en poster præsentation en slags opsummering af noget forskning man har lavet (her mit speciale om rævene). Man er så en gruppe mennesker, der præsentere sin poster til en fælles session, hvor posters hænges op på en opslagstavle og konference deltagere kan gå rundt i ro og mag og læse posters og stille spørgsmål. Det ser nogenlunde sådan her ud:

Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med. Men jeg havde nok ikke regnet med at min poster ville få så stor interesse, eller at jeg ville få delt så mange visitkort ud. Samtlige mennesker der kom forbi stoppede op og læste den. Den hele. Mange havde spørgsmål, rigtig mange havde rigtig gode spørgsmål. Jeg sad ikke ned i de 5 timer præsentationen varede, og der var ikke mange minutter hvor jeg ikke snakkede med nogen om mit projekt. Det var en superfed oplevelse, men jeg var fuldstændig mast bagefter.Tiden vil vise om min networking kaster noget godt af sig.
Resten af konference gik stille og roligt. Højdepunktet var ubetinget cupcake buffeten til afslutnings-receptionen:

Efter 5 fantastiske, travle dage i Portland, gik turen atter tilbage mod Colorado. Denne gang fik vi oplevet Utah i dagslys, og det gjorde alle timerne i bilen på vej tilbage hele turen værd. men det var stadig dejligt at komme hjem til prærien igen, ovenpå et eventyr i eventyret...

Som cliffhanger til næste blog, kan jeg afsløre at det bliver om slavelignende arbejdsforhold og grov udnyttelse af feltassistenter...

Magi og Colorado i en nøddeskal...

Jeg ved det, jeg ved det....jeg skylder :-)

Det er gået stærkt siden sidste blog indlæg. Sidst var jeg meget entusiastisk over min gode start herover. Den skulle vise sig at fortsætte. Jeg har nu aktivt signal på 7 ræve, og har lavet adfærdsobservationer på 3 af dem. Aktivt signal behøver ikke at betyde at alt er fryd og gammen. Nogle ræve kan jeg kun få signal på om natten (de er jo nat-aktive), og om dagen er de som sunket i jorden...dvs at jeg ikke kan finde deres huler. Det kan skyldes meget dybe huler, hvor signalet ikke går igennem. Og uden huler, ingen observationer - og så er jeg lige vidt. Endvidere har jeg mindst 2 ræve på privat land (fandt jeg ud af, efter at have vandret så langt efter signalet at min truck var en lille bitte prik i horisonten), så jeg har ikke umiddelbart lov til at gå/køre derind. Mark og jeg prøver at få landejerne i tale, så jeg kan få tilladelse. Det ville virkelig være værdifuldt, for med så forholdsvis lille en sample size, er det at miste 2 ræve ret voldsomt for det endelige datasæt. Så I må gerne krydse fingre!

Nåh, observationerne. Det går i alt sin enkelthed ud på at jeg verificere at ræven er i hulen, sætter en stor orange spand tæt ved hulen og spurter så tilbage til bilen, som er udstyret med spotting scope, digital optager og diverse fornødenheder (cola, chokolade, tæpper, hue...). På de varme dage ser det sådan her ud:

Jeg sidder der oftest i 4 timer, og langt det meste af tiden sker der ingenting. Det er vigtigt at ræven er i hulen når jeg starter observationen, og mange af dem kommer først op af hulen lige før solnedgang. Men sådan er det selvfølgelig ikke altid. Det skal jo ikke være nemt, det ville jo være kedeligt. Nogen af dem er mere ude af hulen end andre. Det er udbredt at de ligger og slikker solskin ved hulen i et par timer før solnedgang, nogle gange i endnu længere tid. Så det er med at få timet hvornår jeg dukker op. Jeg har fx én ræv, som jeg nu har forsøgt at få lavet observation på 5 gange; hver gang har hun været oppe fra hulen, og jeg har måtte køre videre med uforrettet sag. Så det er med at kende deres individuelle rytmer og vaner...og så være lidt heldig.

Det jeg kigger efter, er rævens adfærd ift det fremmedobjekt jeg har placeret. Nogen af dem reageret meget modigt, og løber straks hen og snuser til det, nogen nærmer sig tøvende, nogen ser det og løber tilbage i hulen, og nogen er fuldstændig ligeglade med det. Det at rævene reagerer så forskelligt på den samme stimuli, er et udtryk for personlighed. Jeg sidder med en digital optager og beretter hvilke typer adfærd jeg ser. Dette skal så analyseres og kvantificeres gennem statistik (et nødvendigt onde...statistikken altså. Men uden den ingen videnskab) når jeg kommer hjem igen.

Når jeg sidder der, og venter på rævene, har jeg derfor ofte (virkelig) god tid til at nyde omgivelserne...eller bliver underholdt af præriehunde. Landskabet er meget skiftende herude, selvom det er prærie - det ligner nok det samme for mange, men det er det langt fra. Igår havde jeg denne udsigt fra mit "kontor":

Et par dage i forvejen var det her min udsigt:

Det kan man jo på ingen måder klage over. Jeg bliver også ofte forkælet med de helt specielle minutter, hvor solen lige er gået ned i vest og månen er på vej op i øst på samme tid. Det er nærmest magisk...det er ofte ret blæsende herude, men lige på det tidspunkt af dagen bliver alt stille herude, og så er det bare med at sætte sig tilbage og nyde dette:

Når nu vi snakker om solnedgange, er det virkelig noget de an finde ud af her i Colorado...ligesom Rocky Moutains aldrig ligner hinanden to dage i træk, gør solnedgangene det heller ikke. Sådan her så det ud i forgårs:

Vejret. En anden Colorado specialitet...og den er ikke for sarte sjæle. Om efteråret er det mindre ekstremt, for det er hverken thunderstorm eller tornado sæson. Men det er stadig noget der ville kunne få de fleste danskere til at snakke endnu mere om vejret. I sidste uge var det 30 C om onsdage, 25 om torsdagen og fredag morgen så det sådan her ud:

Tre dage senere havde jeg shorts på igen. Så da mine kommende felt-slaver (mine forældre) spurgte hvad de skulle pakke, var svaret knastørt: ALT! Men sneen og de store udsving i vejret, er tegn på at vinteren er på vej. Det har de canadiske gæs også fundet ud af, og i disse dage trækker de i flokke på op til flere hundrede fugle sydpå. Det er meget fascinerende at se dem kredse rundt i en stor flok i et stykke tid, med voldsom vokalisering, for derefter at finde deres plads og flyve afsted i de karakteristiske formationer man ser hos trækfugle:

Og så skal jeg vist have pakket til konferencen! Jeg skal nok forsøge at få skrevet et indlæg mens jeg er afsted, og lade jer vide hvordan Portland er, og hvordan min poster bliver modtaget :-)