Jeg er simpelthen nødt til at dele, så der er allerede blog igen :-D
Vejret har været en smule temperamentsfuldt siden jeg kom herover (jeg siger jo at jeg er en katastrofemagnet). Det besværliggør fletarbejdet en smule, for det er en udfordring at køre herude, selv med firhjulstræk på. Til gengæld kaster det nogle hæsblæsende smukke scenarier af sig:
Jeg var i felten da ovenstående meget sorte himmel pludselig trak sig sammen omkring mig, og jeg fik hurtigt benene på nakken og satte kurs hjem mod feltstationen. Det viste sig at være en ret klog beslutning, for få minutter efter faldt der 5 mm på 15 min efterfulgt af et temmelig kraftigt tordenvejr. Da Mark (feltstationens manager) og jeg talte om vejret i morges, var hans svar: This is insane, it's never like this in September. Jeg fik straks flashback til den allerførste gang jeg var herovre, og en F3 tornado raserede en hel by kun 20-30 km herfra, og Mark sagde: This never happens out here?!? Well, lucky me!
De har dog lovet bedre vejr fra nu af, og allerede i dag har det været tørt med temperaturer omkring de 20 C. Det ser kun bedre ud de næste par dage, så det skal nok tørre hurtigt op herude igen. Og tørt er faktisk nøgleordet når man skal beskrive prærien pt. Den bærer virkelig præg af en meget tør sommer, og vegetationen er så kort, at den får en veltrimmet golfbane green til at ligne et vildnis. Den del af det er så til gengæld en stor fordel for mig, for udsynet er optimalt når jeg skal til at lave mine adfærdsobservationer.
Nåh, men nu skal vi jo ikke glemme hvorfor jeg er herovre. Feltarbejde! Min dagligdag består pt i at køre prærien tynd, og prøve at opspore de ræve der har radiohalsbånd på. Det lyder jo enormt simpelt....det er det bare ikke altid. Rævene er nataktive, og er derfor i deres huler om dagen. Hulerne kan være så dybe, at det næsten er umuligt at få et radiosignal på dem mens de er dernede. Her vil den kvikke læser så spørge, hvorfor jeg ikke bare leder om natten når de er aktive, og ude at jage. Godt spørgsmål. Men jeg skal bruge deres hule-lokalitet for at kunne lave adfærdsobservationer; jeg skal jo kunne se dem når den tid kommer.
Mit faste udstyr når jeg tracker består af en yagi-antenne, en radio og så det radiohalsbånd ræven har på:
I får også lige et størrelsesforhold på radiohalsbåndet, så I kan se hvor små rævene egentlig er. Dette halsbånd sad på en fuldvoksen han:
Halsbåndet vejer kun 40 gram, og det må max udgøre 3% af rævens kropsvægt. batteridelen sidder foran på halsen, og den bøjelige antenne peger bagud. Korrekt tilpasset er halsbåndet ikke til gene for ræven, og har ingen indflydelse på dens overlevelse eller adfærd.
Hver ræv har et halsbånd med en unik trecifret frekevens. Hannerne starter med et ulige tal og hunnerne med et lige. Radioen indstilles så på en given frekvens, man finder en bakketop, parkerer bilen, hopper op på ladet (så man er endnu højere oppe), kobler antennen til, og så afsøger man området for den ræv man gerne vil finde. Dette gentages igen, og igen, og igen, og igen... (dog ikke i tordenvejr)...og måske er man til sidst heldig a få bid. Med bid mener jeg et BIP. Får man bid, hopper man ned fra ladet, tager sin GPS (så man kan registrere sine fund...og finde dem igen) med, og går i den retning signalet er stærkest. Med tid og tålmodighed (og lange strækninger der skal gåes) finder man så sin rævehule. Dette er målet lige nu og her; at få lokaliseret så mange ræve som muligt. Så det er hvad jeg har lavet de sidste 3 dage.
Igår, på anden dagen, skete der noget helt uhørt så tidligt i forløbet...nemlig det her:
Jeg fandt en hule! Med en ræv (126) i!!! Som I kan se på billedet, ville begejstringen ingen ende tage. Det er aldrig før sket at jeg har fundet en hule så tidligt i forløbet herovre, og da slet ikke når rævene ikke har været under opsyn i ½ år. Det var vildt! Og det var endnu mere vildt da jeg senere fik signal fra en anden ræv (093). Jeg måtte dog opgive at finde hende, da føromtalte uvejr lurede i horisonten. Men sikken en start!
I dag tog jeg så ud igen. Målet var at finde den ræv jeg fik mortalitetssignal på på førstedagen (524), og så forhåbentlig få signal på nogle nye ræve. Første gang jeg stoppede for at pejle en ny ræv var der bid...jeg kunne dårligt fatte det. Jeg gik efter signalet, og det blev højere og højere. Pludselig så jeg en ræv springe op og spurte derfra i et hæsblæsende tempo, som kun en swift fox kan. Så stod jeg der med jordens største smil, og fik vist udbrudt: Weeeee, en ræv! Ræven (033) havde ligget ved sin hule da jeg kom vadende, så hulen blev GPS'et, og humøret var enormt. Min første rigtige ræv i sæsonen. Og så fin hun var!
Så gik jeg den tunge gang op for at finde 524. Det er aldrig sjovt at få et mortalitetssignal på en af sine ræve (bippet i radioen er meget hurtigere end ved et normalt signal), og man ved aldrig hvad man finder når man får sådan et. Efter at have afsøgt området i ½ times tid fandt jeg hvad jeg ledte efter. Eller det vil sige at jeg fandt kun et intakt halsbånd. 524's skæbne står derfor hen i det uvisse, men han er sandsynligvis død. Så nu er jeg nede på 18 mulige ræve. Det sandsynlige max antal er dog 12.
Jeg kørte derefter ud til det område hvor jeg på førstedagen havde fået signal på 013. Og minsandten...der var bid...igen! Igen gik jeg efter signalet, og fik også overrasket hende ved en hule. Endnu en hul og endnu en rigtig ræv. Jeg kunne næsten ikke få armene ned, da jeg kørte hjem mod feltstationen. Sikken en start!
Til de skuffede der mangler billeder af de ræve jeg så i dag, må jeg skuffe. Det kan bare ikke lade sig gøre at fotografere en swift fox, så ikke den er en lille utydelig prik i horisonten, med mindre man ligger i skjul i dagevis. Måske kan jeg være heldig at få nogle skud når jeg laver adfærdsobservationer. Men for nu vil jeg spise jer af med det hidtil bedste (og tættest på) billede jeg har fået af en prong horn buk - taget på vej hjem i dag:
Og kan I så have en herlig weekend :-)
(Jeg vil på forhånd godt lige minde min mor om, at hun selv kom til at sige, og jeg citerer: Det bliver da også godt for dig at komme hjem...øhh, tilbage til prærien)
Det er altid en lidt pudsig følelse at sætte kurs mod lufthavnen, når slutdestinationen er Colorado...og prærien. Jeg er spændt, men på den gode ro-helt-nede-i-maven måde, for jeg ved hvad jeg skal over til, og jeg glæder mig altid uhæmmet til det. Javist, det er et nyt eventyr hver gang, men i velkendte rammer. Rammer som jeg elsker.
Nu er det så her, at der naturligt ville være en lang beretning om hvordan jeg næsten/næsten-ikke nåede mit fly, mistede min kuffert, sad ved siden af det mest vanvittige menneske i flyet, eller blev krydsforhørt af immigrations i en time. Men nej, jeg må skuffe jer...intet ud over det sædvanlige skete (hvilket så bare gør mig mere sikker på at det gør der senere). Intet drama, udover temmelig mange spørgsmål i immigrationsskranken. Men snu som jeg er, havde jeg taget min Denver Broncos kasket på (det er jo NFL sæson), så de lukkede mig sørme ind i landet igen. Man undres ;-)
Jeg overnattede den første nat på en hotel i Fort Collins. Jeg vågnede kl 5 og lå bare og ventede på at solen stod op, så jeg kunne gense Rocky Mountains. Endelig! Og så så man mig stå i badekarret på badeværelset, med næsen ud af det mest minimale badeværelsesvindue der nogensinde er lavet, og juble over de første solstråler der ramte bjergene, mens jeg grådigt indsnusede den helt særlige Colorado luft. Efter et par timer gik jeg over til Sallie på Colorado State University for at checke ind, og hente den field truck jeg skal køre i herovre. Wannabe field truck (fnys)! For det er jo ikke Nissanen, min trofaste truck som har fulgt mig gennem tykt og tyndt de sidste 4 år. Den afgik ved døden under tragiske omstændigheder tidligere på året. I får lige et mindebillede (suk):
Installeret i min nye (monster)truck (billede følger senere, men forestil jer kæmpe truck og spinkel pige bag rattet...), gik turen til mit stam supermarked, hvor der blev købt ind i rå mængder. Jeg gik og hyggede mig gevaldigt ved gensynet af alle mine amerikanske favorit produkter, og smilede lidt af de ærke amerikanske pensionist ægtepar, med matchende shorts, kasketter og tennissokker trukket helt op til knæene, som så var de eneste andre der var ude at handle på det tidspunkt.
Og så var det tid! Tid til at sætte kursen mod feltstationen. Yay! Det er et under at jeg ikke blev stoppet for mistænkelig opførsel på den lille time der tager at køre derud, for jeg sad med det største smil permanent klisteret på fjæset, skrålede med på en masse sange i radioen som jeg egentlig ikke kender, mens jeg højt udbrød: Naaaaaaiiiii SE, Rocky Mountains! Naaaaaaiiiiii SE, en prong horn (her hang jeg nærmest ud af bilen for at kigge)! Naaaaaiiiii SE, hvor tørt det er i år! Og så skete det....jeg drejede ind på grusvejen der fører ned til feltstationen og jeg kneb sgu næsten en tåre (Her vil jeg så gerne lige mane samtlige rygter om at jeg er ved at blive blød på mine gamle dage i jorden. Jeg er aldeles ikke gammel!). Jeg fik virkelig den der overvældende følelse af at være kommet hjem (undskyld mor). Hvor var/er det dog fantastisk at være tilbage!
Jeg fik hilst på et par kendte ansigter og brugte eftermiddagen på at pakke ud. En times tid før solnedgang kørte jeg en tur ud for at gense min prærie. Alt var som det plejer, og det var præcis som det skulle være. Roen, magien. På vej hjem, lige efter solen var gået ned, så jeg et par prong horns (den hurtigste antilopeart):
Jeg vågende igen kl 5 næsten morgen...lysvågen. Hurra for jetlag. Vejret er lidt ustadig herovre pt, og når jeg siger ustadigt er det ikke helt samme betegnelse som i Danmark...herover betyder det kraftige thunderstorms, hagl med en diamter på et par centimenter og stormflod. Den slags ting kan godt besværliggøre feltarbejdet lidt, men de har heldigvis lovet bedre vejr fra på fredag, Og varmt vejr, det skulle blive 25 C :-D ...og inden i sidder og blive grønne af misundelse, er nemesis altid lige rundt om hjørnet her i Colorado - det kunne ske at der kom en snestorm i næste uge, hvem ved? Her er fx et billede af en indkommende thunderstorm:
Trods vejret, fik jeg alligevel taget en runde i felten i forsøget på at finde mine ræve. De har ikke været under observation siden foråret, så det er altid lidt tricky at få dem lokaliseret igen. Jeg har 19 mulige ræve med halsbånd på herude, det er dog højst usandsynligt at jeg finder dem allesammen. Cirka halvdelen af dem er nogen jeg selv satte halsbånd på for 1½ år siden, og det er meget tvivlsomt at særlig mange af dem har overlevet så længe. Men det skal da have et forsøg. Dagens tur blev faktisk succesfuld, jeg fik signaler på 2 ræve. Dette vil de fleste nok ikke synes er en særlig høj succesrate, men for første tur er det faktisk bedre end forventet. Det ene signal var på en hanræv jeg selv har mærket. Desværre var det et mortalitets signal, så jeg skal ud at finde ham en dag ved lejlighed, og indsamle hans halsbånd. Det er altid trist. Det andet helt normale signal var fra en hunræv fanget i vinters, så hende skal jeg ud at se om jeg kan spore mig nærmere ind på i morgen. Jeg er bare lykkelig for at have hørt signaler i dag, for det betyder at radio og halsbånd virker, og at jeg ikke helt har glemt hvordan man gør.
Jeg indrømmer det nødigt, men jeg kan faktisk godt lide min "nye" truck...en stor gammel bulet Chevrolet Cheyenne. Meget autentisk og ikke helt uden personlighed:
...og nu vil jeg så slutte det første blog indlæg fra prærien. Pt står det ned med de føromtalte gigant hagl, og det er kun et spørgsmål om tid for lyn og torden får strømmen til at gå. En del af spændingen ved at være i felten ;-)
Nu har jeg efterhånden været på dansk jord i ½ års tid, så det er vist på tide at der snart sker lidt igen. Og det ER på tide, for det er ved at være tid til at vende en ny side i mit liv som biolog. Eller faktisk er det egentlig en gammel side, for nyhedsværdien i at jeg skal til Colorado, er ved at være lidt slidt. Det er jo trods alt 6.-7. gang jeg skal afsted...men denne tur byder på en masse nye elementer, både dem som jeg har planlagt, og så uden tvivl alle dem jeg ikke havde forudset (og som vil have væsentlig større underholdningsværdi...som sædvanligt) :-)
Det nye ved turen bliver at jeg skriver en blog om det. For første gang. Det bliver en sjov udfordring, for det er jo ikke med nye øjne jeg skal afsted denne gang, så det bliver spændende om jeg kan formidle den umiddelbare entusiasme ved at være derovre videre til jer. Jeg tror det - det er jo trods alt mit andet hjem, og et sted der betyder virkelig meget for mig.
For de uindviede, som har siddet og rystet uforstående på hovedet efter at have læst de sidste to afsnit, kan jeg lige løfte sløret for hvad alt den her indforståede snak går ud på. Gennem de sidste 4 år har jeg været tilknyttet et projekt om en lille truet ræveart, der lever ude på prærien i USA. Den hedder swift fox. Swift fordi den er meget hurtig (og sej). Den ser sådan her ud:
Den opmærksomme læser, vil straks bemærke at Mikkel Ræv har et radiohalsbånd på. Det er helt korrekt. Grundlaget for projektet er nemlig en radiomærket population på et stykke prærie land, i det nordøstlige Colorado. Nærmeste "by" er eksotiske Nunn, som er 90% forladt (der er dog et posthus?!?). Nærmeste tankstation er 50 km væk, og det tager en time at komme til indkøbsmuligheder i universtitetsbyen Fort Collins. Så hvis man glemmer at købe mælk er det bare ærgerligt. I får da lige et kort:
Godt så, nu hvor alle er med på hvor i verden vi befinder os, kan vi fortsætte med hvad projektet egentlig går ud på. I alt sin enkelthed er min/vores ambition at bruge dyreadfærd som led i bevarelsesstrategier for truede dyrearter. Vores tilgang til det er, at jo mere man ved om dyrenes adfærd, jo bedre kan man forstå deres behov, og dermed bevare dem bedst muligt. Min ultra niche i det her er personlighed hos dyr. Jeg bruger et begreb der hedder "boldness", hvorigennem jeg estimerer om et individ er sky eller modig. Dette kan nemlig ses som et udtryk for personlighed, da dette aspekt er et gennemgående adfærdstræk på individ niveau. Kort sagt er de (rævene, og alle andre dyr) forskellige, ligesom vi er det, og tackler situationer på forskellige og individuelle måder. Dette har indflydelse på rigtig mange ting, så som reproduktion, overlevelse, fouragering, territorium størrelse, aktivitet osv osv. Derfor er det så pokkers en vigtig faktor at vide noget om. Jeg har en "soft publication" der fortæller om projektet på videnskab.dk, hvis dette skulle have interesse: http://videnskab.dk/miljo-naturvidenskab/truede-dyrearter-skal-overleve-pa-personlighed
Nåh, men radiohalsbåndet skal jo til for at jeg kan finde rævene igen. Så første led i processen er at få fanget dem og putte radiohalsbånd på dem. Man skal bruge: en fælde, pløkker, strips, hot dog pølser, gaffatape (man skal altid bruge gaffatape), en tyk lærredspose, et radiohalsbånd, en lang pind og gode nerver. Så gør man som følger:
1) Man fanger ræven:
1½) ...nogen gange fanger man også noget andet end ræve:
2) Ræven placeres i den tykke lærredspose (det lyder enormt simpelt...det er det ikke), således at den nemt (haha) og sikkert (for begge parter....eller...) kan håndteres. Det ser sådan her ud:
Ja, det er ikke alle der starter morgenen med en ræv mellem benene...som man siger. Rævene bedøves ikke, de er små nok til at man kan håndtere dem uden den slags hjælpemidler. Mens man har ræven i hænder, skal man gennem en række procedurer, der ender med at den får sit radiohalsbånd på. Der skal laves en adfærdsvurdering af ræven under selve håndteringen, og det skal tjekkes om det er en dreng eller en pige, og den skal aldersbestemmes udfra tænderne (her kommer den lange pind i brug):
Ja, jeg er rabies vaccineret. Når ræven har fået sit fine radiohalsbånd på (som kun vejer 40 g), bliver den sluppet fri igen, og i de næste dage holder jeg øje med den, for at være sikker på at halsbåndet sidder ordentligt:
Rævene får nogle uger til at vænne sig til deres nye halsbånd før jeg begynder at lave den anden runde adfærdsmålinger på dem. Det er en såkaldt novel object test, hvor et fremmed objekt placeres ved rævens hule, og så observerer man hvordan den reagere på dette. Man tager en orange spand, og placerer den ved rævens hule:
....og så kører man 200-300 meter væk og sætter sig til at vente (og vente og vente og vente) i det her:
Det var vist sådan set det :-) Derudover følger der en masse tracking med for at lokalisere ræven...dvs mig med radio og en håndholdt antenne der vader prærien tynd for at finde frem til deres huler.
Rammerne for denne tur er som følger: Jeg skal afsted i 6 uger, med afrejse på mandag d. 24. september. Formålet med turen er at få udviddet mit datasæt fra specialet, så vi kan få skrevet og (forhåbentlig) udgivet en solid videnskabelig artikel om projektet. Jeg skal udelukkende lave adfærdsobservationer på rævene, dvs dem med den orange spand. Jeg regner med at jeg skal bruge en del tid på at finde dem, da der ikke har været nogen over at holde øje med dem siden foråret. Udfordringen bliver uden tvivl at få lokaliseret rævene - når først jeg ved hvor de er, burde observationerne være ret lige til.
Midt i oktober skal jeg på en stor konference i Portland, Oregon, hvor jeg har været så privilegeret at få muligheden for at præsentere mit projekt om rævene på en stor poster/plakat. Det er en kæmpe kæmpe mulighed, og en stor udfordring. At sige at jeg er nervøs ville være en underdrivelse.
Når jeg kommer tilbage fra konferencen, venter mine forældre på mig i Fort Collins. De skal med mig ud på prærien i 5 dage, og se hvad det egentlig er jeg render rundt og laver derovre. Jeg glæder mig helt vildt til at vise dem MIT Colorado, og dele alle de fantastiske oplevelser jeg har derovre med dem.
De sidste 10 dage af min tur skal jeg bruge sammen med min yndlings Fie i Boston...jeg kan jo ikke tage til USA uden at se hende, er I da fuldstændig vanvittige....!
Så det var så en temmelig lang appetitvækker til de kommende 6 ugers blog. Hvad siger I? Vil I med på eventyr endnu en gang?
.jpg)
