Ø-kuller og hvad det førte med sig....

Efter 5 dage indespærret på lodgen, var ø-kulleren igår brudt ud i lys lue. Samtidig truede vejrudsigten med en ny cyklon, så forsyninger ville være en rasende god ting at få fat på. Ingen var kommet ud af reservatet af den vej vi altid bruger, da vejen omkring broen var skyllet væk. Pfffft, som om det skulle stoppe os? Og var der i øvrigt nogen der sagde udfordring? Og udsigt til et eventyr man kan fortælle børnebørnene rundt om den buldrende kaminild en råkold vinteraften? Klart vi skulle gøre forsøget!

Så vi pakkede Steven's Jeep (gammel rally jeep, så den burde være hvad vi skulle bruge) med reb, skovle og drikkevarer (primært øl), og begav os afsted. Holly, Steven og jeg + Gottfried, en af lodge gæsterne der var ved at brænde sammen af økuller, ligesom os.

Vejen til selve broen var ikke så slem. Jo, den var eroderet af alt det vand der var kommet, men den var farbar....men så kom vi til broen:

Den ene side af broen...

Den anden side...

Det var vildt at se ødelæggelserne! Men det var forventet, og vi vidste at vi var nødt til at forsøge os off road hvis vi skulle have en chance for at komme over på den anden side. Så som sagt så gjort. Steven startede Jeep'en og vi andre så til fra broen....og dokumenterede naturligvis det hele:

Det så jo meget lovende ud? Mon han ville komme igennem floden i første forsøg? Var det virkelig så enkelt? Nej, selvfølgelig var det ikke det (så havde det også været en virkelig kedelig blog)....et spiltsekund senere, sagde det BANG og han kørte ned i et dybt hul...midt i floden:

Shit...

 

What dælen do we do?

Jeepen sad uhjælpeligt fast. Det lykkedes Steven at få en dunkraft ind under fronten på bilen og få løftet den...og så slæbte Holly og jeg ellers kæmpe sten fra resterne af broen, til at lægge under hjulene, så de kunne få fat. Men det hjalp et fedt. Efter en times tid kom 6 arbejdere forbi med deres traktor. Der var en kort ordudveksling mellem dem og Steven der bl.a. bestod af: Vi har brug for en hånd....og vi har øl. De fik rigget en wire til et træ på den anden side af floden, og sat den fast på bilen:

Der ventes...

 

Der blev fumlet rundt med det i endnu en times tid, og i mellemtiden var vi blevet lidt af et tilløbsstykke. Rygtet spredes hurtigt herude i bushen, og alle skulle ned at se på De 4 Tosser der prøvede at krydse floden. Efter at have siddet fast i over 2 timer, kom bilen endelig fri...under stor jubel og til råb fra alle tilskuerne:

Vi var alle smurt ind i mudder fra top til tå, men vi var ligeglade - vi var som de første kommet ud af reservatet ad den vej! Total høje over hvor seje vi var satte vi kurs mod byen, hvor vi fik, hvad der smagte som, verdens bedste veggieburger og verdens bedste cola. Jeg fik købt ind så jeg burde kunne klare mig resten af tiden jeg skal være herude....just in case. Det var ved at blive halvsent, så vi skyndte os tilbage mod reservatet. Denne gang tog vi den sikre vej ind - nemlig via asfaltvejen og det officielle gate. Lige før kontrol gaten er der en stor bro.....over en flodseng der normalt er tør. Vi stoppede midt på broen og sad i bilen med kæben hængende i knæhøjde. I flodsengen lå kæmpe træer hulter til bulter, som om nogen havde smidt en håndfuld tandstikker derned. det var helt vildt at se. Vandet havde tydeligvis været helt oppe over broen. det var vildt!

Vi havde ikke kørt langt ad asfaltvejen inde i selv reservatet, da et stort gabende hul var der hvor vejen en gang havde været. Et kæmpe stykke vej - skyllet væk! Det er virkelig svært at forstå de kræfter der har været på spil hernede:

3-4 meter dybt hul...hvor der en gang har været en vej....

Resten af turen var ret gnidningsløs. Vi blev forkælet med den flotteste stjernehimmel jeg til dato har set hernede. Da vi endelig kom tilbage til lodgen havde vores eventyr varet i 9 timer, og vi gik alle omkuld med det samme. Sikken en dag!

I orkanens øje...atter en gang!

Jeg kan ikke nok ikke komme uden om at jeg har det med at rode mig ud i ekstreme situationer, nær-katastrofer og den slags...dog med et ikke-uvæsentlig islæt at virkelig sort humor. Min tur herned er naturligvis ingen undtagelse....

Tirsdag morgen begyndte det at regne. Og det blev ved. Og regnen tiltog i styrke. Og blev ved. Og ved. Og ved. Onsdag morgen stod vi op til nyheden om at et helt års regn var faldet i løbet af 36 timer. Den lokale måling her på Makanyi sagde over 400 mm på 36 timer. Og det blev ved med at regne. Langsomt begyndte nyhederne fra lokalområdet at tikke ind - hele Kruger stod under vand:

Jeg fik heldigvis telefonforbindelse til Nakedi, der er i Kruger pt for at lave feltarbejde. Han var ok!

Broer og veje er skyllet væk og den nærmeste by er blevet erklæret katastrofeområde. Folk blev evakueret fra hustage i byen, og helikoptere fløj ind i Timbavati og evakuerede gæster i den nordlige del af reservatet:

FØR

EFTER

Gæster evakueres fra Tanda Tula Camp - et af de steder hvor vi har kamera fælder oppe...

Billederne ER meget voldsomme, og situationen er også ekstrem. Vi er total isoleret herude, da alle indfaldsveje nu er ikke eksisterende. Vi kører på generator pt, men det kan vi ikke gøre for evigt. resultatet bliver nok at vi om få dage er uden strøm, og at vi skal leve af ris og ketchup indtil vejene bliver farbare igen. men ærligt, jeg har prøvet det der var værre.

Men når det så er sagt, har vi været det aller heldigste sted overhovedet gennem alt det her. Makanyi ligger på det højeste punkt i hele reservatet og vi har ingen floder der løber gennem campen. Det har reddet os, men det gør det også svært for os rigtig at forstå omfanget af katastrofen . især fordi vi som sagt er isoleret herude, og ikke kan se det ved selvsyn. Dog kan jeg præsentere lidt vilde billeder fra Stevens hus...eller nærmere betegnet hans dam...som nu er på størrelse med Arresø:

FØR

EFTER

FØR

EFTER ...man ved det har regnet når en elefant SVØMMER forbi ens hus....

Reaktionen fra de lokale hernede var: Sådan her har vi aldrig oplevet det før! Nåh, men det er da superduper herligt for mig - hvor er jeg dog bare jordens heldigste kartoffel, at den slags sker mens jeg er her....og jeg fik omgående deja vu til min første tur på prærien i Colorado, hvor præcis det samme blev sagt om den F3 tornado der smadrede byen lige ved siden af os. Så nu har jeg lavet en liste. En liste over hvad jeg egentlig havde været udsat for når jeg har været i felten. Den er efterhånden ved at være ret imponerende når nu jeg selv skal sige det: 

F3 tornado, bidt af ræv, tisset på af ræv, kørt fast i midten af ingenting midt om natten, stødt på en krybskytte i midten af ingenting midt om natten, næsten ramt af lynet, tilbageholdt og krydsforhørt af immigrations i 1 time, stukket af skorpion, sneet inde, jagtet af elefant, næsten hi-jacked og nu stormflodskatastrofe....

Jeg tænker at et CV fremover udelukkende skal bestå af den liste, og en evt motiveret ansøgning så bare skal sige: I'm awesome!

I det mindste keder jeg mig aldrig, ej heller savner jeg spænding i tilværelsen...

One in a million!

Dette er en blog om den vildeste game drive jeg har været på....en aften for et par uger siden...

Det gik rygter om at der var vildhunde i området. De er meget truede og ikke det mest almindelige syn hernede. Så da vi tog afsted på aftenens game drive, satte vi kursen mod hvor de var. Og vi var ikke de eneste - det er et særsyn at have flere biler på samme sighting her i reservatet, men rygtet havde spredt sig som en steppebrand og der var yderligere 3 biler der også ville se vovserne. ...og der var de, på landingsbanen - men det var ikke bare det. De var på jagt! Der var en stor flok impalaer 200 m længere oppe på landingsbanen, og vildhundene var ved at lægge sig i formation til at angribe. Og det gjorde de. Impalaerne sprang for livet, og vildhundene fik ikke skilt et dyr fra flokken, men det stoppede dem ikke....de forfulgte flokken i et hæsblæsende tempo. Tålmodige, afventende, til en af impalaerne ville løbe tør for kræfter. De forsvandt ind i bushen, og så gik den vilde jagt ellers for at holde trit med dem. 

Der var konstant radiokontakt mellem alle 4 biler - om positioner, hvad man så, hvad man hørte og hvor man ville køre hen. Efter 15 min blev vi enige om at lade de andre udføre skattejagten for os, og køre hen og sidde i en kæmpe flok bøfler der var et par kilometre væk. Så som sagt så gjort. Vi fandt bøflerne uden problemer, og sad der i en 30-45 minutter..og bare sad. I starten var de meget nervøse, men efter vi havde siddet der i 5 minutter beggyndte de at slappe af og tog ikke særlig meget notits af os. Kun kalvene kiggede nysgerrigt på os:

Pludselig hørte vi en dyb rumlen. Torden? Nej. Til højre for os begyndte hele flokken at løbe ned mod os...snart fulgte hele flokken efter, i en stor støvsky. man følte sig lidt prisgivet, siddende der i bilen, men de styrede uden om os:

Men hvorfor løb de? I samme øjeblik fik vi et kald over radioen, at de andre havde mistet færten af vildhundene....om vi havde set dem? Steven skulle lige til at svare, at det havde vi ikke da hele flokken af vildhunde kom løbende ud af den støvsky bøflerne havde efterladt sig:

Steven svarede så nonchalant over radioen at ja, vi sad og kiggede på dem lige nu. Vi så dem ikke fange noget, men de forlod stedet kort efter for at genoptage jagten på impalaflokken. De har helt sikker fået noget at spise den aften, for til trods for at de ligner uskyldige schæfer-gadekryds, er de ikke desto mindre Afrika's mest effektive rovdyr. Sikken en oplevelse!!!

Nytår på sydafrikansk!

Jeg skylder vist en blog? Eller 5....?

Jeg håber at I allesammen er kommet godt ind i det nye år - det er jeg i hvert fald, og det er det denne blog skal handle om. Scenariet er som følger: 4 dage, 40+ festglade mennesker, kæmpe lodge i et reservat i bjergene lidt nord for Pretoria. Man skulle umiddelbart tro at der ville være lagt i kakkelovnen til en god fest, ikke? Det viste sig dog at være en forkert antagelse....det blev nemlig et hæsblæsende brag af en 4 dages marathon fejring af nytåret, livet, solen, musikken, samt øllen og dens lyskageligheder. Er I klar?

Lad mig først præsentere omgivelserne og fantastiske Lodge Lucanus....vi lader billederne tale for sig selv:

Så var stemningen ligesom lagt! Nu er Holly og jeg så officielt blevet indlemmet i en flok virkelig sammentømret venner...alle har taget imod os med åbne arme, men jeg mistænker at det hovedsageligt skyldes, at de i os har fået nye uvidende ofre. Uvidende udlændinge, der ikke kender alle reglerne. Drikkereglerne, that is. Lad mig se om jeg kan huske dem: 1) Der drikkes med venstre hånd - fanges man med sin drink i højre jånd skal man som straf bunde den, 2) en omskrivning af foregående regel er at NOGEN GANGE skal man skifte hånd hver halve time - er den store viser på venstre halvdel af urskiven er det venstre hånd og vice versa med højre side. Dette er så lidt af en udfordring når man er højre-venstre blind som mig (en del af min uimodståelige charme), 3) en 10 cent mønt der går på omgang - bliver den smidt i ens drink skal man bunde, og give mønten videre...på listig vis. Resultat: jeg stod i et hjørne det meste af de 4 dage, med et paranoidt blik i øjnene, min øl i venstre hånd, med venstre tommelfinger proppet så langt ned i flaskehalsen som muligt. Eller noget i den stil...haha!

Dag 2 blev startet med golf. Drengene spillede, pigerne kiggede på. Som nogen måske kan fornemme var det jo ikke bare golf...men det startede sådan. Igen, jeg lader billederne tale for sig selv:

Efter golfturneringen blev der holdt en auktion i velgørenhedens tegn. Koncept: Vi havde købt en masse skrammel i en genbrugsbutik, skrammel bortauktioneres til overpris, pengene gives til velgørenhed. Jeg tror at folk grinede uafbrudt i den halve time det stod på, for hold nu kæft nogle sjove (læs: ubrugelige) ting der var blevet købt. Men folk gik til opgaven med frådende iver og meget spidse albuer - der blev ikke lagt fingre imellem, og buddene var ekstremt høje. Jeg havde bidraget med en kunstnerisk veludført kæphest, lavet af en gammel sok, hkøbt for 10 Rand i Genbrugen...blandt familiefotos af ukendte mennesker, en LP med Sound of Music og en halvbrugt dåse med imprægneringsspray + mange andre herlige ting, gik min lille pony for dagens højeste bud. 1000 Rand! Men han var det værd...og blev efterfølgende brugt som kølerfigur!

Auktionarius, Rudy, går op i opgaven med liv og sjæl!

Rynoux fremviser Mr. Pony til den frådende pøbel...

Mr. Pony...nu som kølerfigur!

I løbet af de 4 dage holdt vi primært til i lodgens "patio", hvor der var åbent ildsted osv. Der blev lavet fælles morgenmad over bål, spillet spil (alt fra brætspil, beer pong, cricket og dart), festet og danset til den lyse morgen:

Udover det brugte vi også en del tid i poolen, hvor mænd blev børn igen til stor morskab for resten af selskabet:

Ellers gik de 4 dage med fest, sjov og ballade til den lyse morgen. Søvn blev det ikke til så meget af, og jeg må sige at jeg ikke har festet så hårdt siden jeg gik i gymnasiet. Vi tog derfra en hel masse oplevelser rigere og med mange sjove minder...det var bestemt en Nytårsaften jeg vil huske i meget lang tid!