Fantastiske plettede katte!

Det er nu et faktum, at geparder er verdens sejeste kattedyr. Vi har arbejdet med geparder i denne uge, og jeg må sige at jeg er forelsket: Jeg ÆLSKER geparder!

I Blue Canyon (dem vi også flyttede løver for), havde de 2 gepardbrødre der skulle slippes løs i reservatet. De har været i en "release boma" (en mindre indhegning) i et par måneder, for at de kunne vænne sig til området inden hele reservatet bliver deres legeplads. Vi var så heldige at få lov til at hjælpe til i denne spændende proces. Første trin i processen var, at dagen før de skulle slippes løs, skulle begge geparder bedøves, have taget prøver og den ene skulle have et radiohalsbånd på. Så en tidlig morgen, tog vi ud til Blue Canyon...med en mission.  I release boma'en "ventede " disse to flotte fyre på os:

Det er selvfølgelig en del nemmere at få ram på de dyr der nu skal bedøves, når de er i en indhegning...men nu er der jo så bare den detalje med, at geparder er verdens hurtigste landlevende dyr, så det tog alligevel lidt tid at få bedøvet begge brødre. Det lykkedes dog til sidst. Bror nr 2, var dog ikke heeelt bedøvet da vi kom hen til ham, så der skulle wrestles lidt, før Jeremy kunne få givet ham en sprøjte og han faldt helt i søvn. Altid spændende at starte morgenen med at se to fuldvoksne mænd prøve at afholde en gepard fra at stikke af, ved at holde den i halen...(det har jeg til jeres, formodentlige og fuldt forståelige, store skuffelse ingen billeder af).

Det var vildt at se størrelsesforskellen fra de løver vi har håndteret over de sidste par uger. Begge brødre vejede vel omkring 45 kg..og det set i forhold til den store hanløve på 230 kg. Vi blev og ventede på at de vågnede op igen, og da vi kunne komme ret tæt på, fik jeg et par gode skud af en noget groggy gepard - nu med halsbånd på:

Er det bare mig, eller er det et meget bebrejdende blik?

Næsten morgen skulle de to brødre så slippes løs. Noget der burde være så simpelt som at åbne lågen og lade dem løbe ud. Men nej, de skulle hjælpes lidt, så vi måtte ind i boma'en og danne en ring omkring dem for at få dem ned mod lågen:

Bror nummer 2 forstod ret hurtigt budskabet, og satte kursen mod friheden:

Det var lidt en anden sag med bror nummer 1 - men kan man bebrejde ham? I forhold til det store reservat er bomaen jo et 5-stjernet hotel, med room service og det hele:

Kreativ løsning for at slippe for frihed?

Det endte med at vi efterlod ham i bomaen med døren åben...i håbet om at han ville have fundet ud selv, inden vi kom tilbage morgenen efter, med den hun gepard der skal være i bomaen i et par måneder, inden hun også slippes løs i reservatet. Planen lykkedes, og næste morgen kunne vi slippe en flot hun gepard løs i bomaen:

Jeg føler mig enormt priviligeret over at have været med til det her - en fantastisk oplevelse! Fik jeg nævnt at jeg elsker geparder...?

Løver...HELT tæt på!

Holy moly, hvor tiden går stærkt hernede! Vi drøner rundt og har sjældent særlig meget sammenhængende tid hjemme på lodgen. Men nu skal det være - jeg skylder vist en action blog?

Den sidste uge har stået i løvernes tegn. Bogstavelig talt. Vi skal have sat satellithalsbånd på 3 løver her i reservatet, og jagten gik ind i sidste uge. Vi havde en sighting af vores Hermansbrug Pride en morgen, og besluttede os for at gå efter en af de store hunner i flokken samme aften. Proceduren var den samme som jeg har fortalt om tidligere - et call up, hvor vi via lokkemad og play back sekvenser lokker løverne til. Vi havde ikke siddet i bilen særlig længe, i den buldermørke afrikanske nat, før vi hørte en susen i græsset og vi var omringet af en stor flok hyæner. Nu siger jeg det igen...magisk! Som de altid gør, når de kan lugte bytte, begyndte de at "grine" og løb rundt omkring os...men så kom løverne, og hyæner fortrak sig lidt. Dog ikke mere end at vi konstant kunne høre dem og deres "woooo-oooop" kald, rundt omkring i buskadset. Jeremy fik ret hurtigt et rent skud på en af de store hunner, og hun gik ud som et lys. Vi var nødt til at handle hurtigt med alle hyænerne omkring, især med den bedøvede løve i en meget sårbar position. Vi fik bakset hende op på ladet af bilen, og begyndte vores opmålinger og prøvetagninger. Hun fik også et satellithalsbånd på.

Vi kæmper for at få en blodprøve. Bedøvelsen får venerne til at klappe lidt sammen, så jeg lægger pres på et stort blodkar så Jeremy kan få sin prøve.

Vi måler potestørrelse :-)

Kunsten at klø en løve på maven :-D

Selve håndteringen af løven tog nok en 1½-2 timer. Da hun kom ud af bedøvelsen var hun naturligvis meget groggy, og vi sad hos hende i bilerne indtil vi synes hun var i sikkerhed. Hyænerne var nemlig stadig i området på det tidspunkt. Dagen efter fik vi spottet hende i reservatet, og hun så fin og frisk ud.

Et par dage senere var vi på call up i Blue Canyon igen. Vi fik jo flyttet én løve ugen før, men vi manglede stadig at flytte én løve til. Begge løver er blevet købt af et reservat der hedder Thorny Bush. Vi var lidt bekymrede over hvorvidt løverne var blevet for nervøse til at komme til vores call up, da vi har arbejdet en del på dem på det sidste. Men til vores store glæde dukkede begge de resterende hanløver op lige efter mørkets frembrud. Til vores glædelige overraskelse havde de sluttet sig til deres mor og den anden hunløve der er i reservatet. Vi havde planer om at sætte halsbånd på en af hunnerne, fjerne et gammelt halsbånd fra en af dem, og give dem begge to en præventionindsprøjtning. Humlen er er de unge hanløver er sønner af den ene af hunløverne, og da én af dem skal blive tilbage i reservatet, kan det jo gå hen at blive noget rigtig rod. Vi fik hurtigt og effektiv bedøvet den ene af de to unge hanner. Holly og jeg blev udstyrtet med de obligatoriske spotlights på taget af bilen, så vi kunne holde øje med de tre andre løver der luskede rundt i buskene omkring os. 6 fuldvoksne mænd baksede for at få 200+ kg's dødvægt op på ladet af bilen. Da der blev råbt på en mand til hoppede jeg ned og gav drengene en hånd med....og så skete der ting og sager. Jaja, man skal ikke undervurdere mine splejsede overarme :-D Oppe i bilen fik jeg for alvor set hvor stor han var. Hold da op! Vi blev enige om at putte bedøvelsespiller i resten af lokkemaden, og så komme tilbage senere i håbet om at hunløverne ville have spist af det så vi også kunne få halsbånd på dem osv.

Og så gik det ellers over stok og sten - mig, Holly og Jeremy på ladet af en pick-up truck med en kæmpe løve med 120 km/t. På vej fra Blue Canyon til Thorny Bush var Jeremy nødt til at toppe bedøvelsen op hele 5 gange fordi han (altså løven) begyndte at reagere lidt for meget på stimuli. Det var godt nok noget af et adrenanlinsus!

Se lige den potestørrelse!

Vi nåede til Thorny Bush uden at blive spist, og fik læsset løven af i hans release-indhegning. Afsted det gik igen, tilbage til Blue Canyon....og ganske rigtig, vi fandt en meget omtåget hunløve i nærheden af lokkemaden. Jeremy fik bedøvet hende helt med en bedøvelsespil, og vi fik givet hende halsbånd på, og givet hende præventionsinsprøjtningen. Det sidste var rigtig godt, for det var nemlig moren til hanløverne vi havde fået fat på.

Holly, jeg + stor hunløve....meget sent og i øsende regnvejr

Jeg ved ikke en gang hvad klokken var, da vi endelig kørte tilbage mod Timbavati. Det var i hvert fald sent. Men sikken en aften...2 løver på én nat. Succes!!! Dagen efter fik vi et opkald fra Thorny Bush om at gensynsglæden havde været stor mellem de to brødre.

Denne uge startede på bedst tænkelig måde. Om søndagen havde vi spottet 3 store løve brødre (Birmingham Boys), og mandag aften satte vi et call up op, får at få et halsbånd på én af dem. Vi kom til at vente længe. Der skete ikke noget som helst - ikke så meget som en enkelt hyæne, så vi kørte en tur rundt i området med et spotlight, for at se om vi kunne finde dem. No luck. Tilbage ved vores call up, skulle vi lige til at pakke sammen, da der pludselig lød et brøl bag os der fik ens brystkasse til at vibrere. Der kom de....de tre store hanner, og de kom med stil. Tror hele reservatet vidste hvor de var på lige det tidspunkt. MAGISK! De gik lige på lokkemaden og Jeremy fik en bedøvelsespil i den største af dem...jeg tror det tog 20 minutter før han begyndte at blive omtåget. Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne. Da vi endelig kunne komme til ham, kunne man ikke andet end at tabe underkæben i ærefrygt; sikken et dyr!

Den store han, dagen før vi fangede ham

Løvebrødre :-)

Broder kærlighed :-)

Hvor mange gætter på at han kunne sluge mig i én mundfuld?

Vi var tilbage på lodgen kl 3...fuldstændig maste, men meget tilfredse med dagens præstation. Løver er mega seje!

Verdens mindste elefant og verdens største edderkop...

Manner, der sker virkelig meget hernede lige nu! Vi arbejder 16 timer om dagen pt, og har gjort det den sidste 1½ uge. Mængden af billeder jeg tager er eksploderet, og alt dette passer ikke så godt sammen med at jeg dårligt har tid til at opdatere jer herinde. Jeg forudser 2 blog indlæg i dag eller over 2 dage, for der er meget nyt at berette. Lad os starte i et lidt roligere tempo, og så gemme action-bloggen til næste gang (ja, det var en cliffhanger...helt bevidst - jeg skal jo bibeholde jeres interesse....)

Lørdag aften var Holly, Jeremy og jeg inviteret til braai hos Steven sammen med en masse andre dejlige mennesker. Der blev lavet bål i bomaen, og hængt lanterner op i alle træerne - stemning var fantastisk, og jeg sad og tænkte ved mig selv, at det er virkelig svært ikke a blive smaskforelsket i Sydafrika:

Vi har haft travlt med kamerafælderne, og er ved at sætte flere nye stationer op - vi har indhentet tilladelser til at sætte kamerafælder op på 5-6 nye stykker land i reservatet, så det er virkelig gode nyheder. Som altid ser vi fantastiske ting når vi tjekker kamerafælder - den anden dag blev vi forkælet med en stor flok elefanter med usædvanligt mange babyer - der var to helt spritnye elefantbabyer...i lommestørrelse!

En lillebitte elefant :-)

Lommeelefant?

Vi befandt os nærmest midt i flokken, og kunne hverken komme frem eller tilbage, og da elefanterne besluttede at vi da skulle se en vaskeægte elefantvandring, kunne vi bare sidde der og knipse løs. Spænding steg en smule over det acceptable niveau, da en hun elefant med kun en stødtand kom helt op til bilen - lige præcis denne elefant har et ry for at have en meget kort lunte, og vi sad musestille og uden at trække vejret. Hun mistede heldigvis hurtigt interessen, og vi kunne ånde lettet op. Men det var nok den bedste elefant sighting jeg har haft til dato.

Elefant march :-)

Elefant løb :-D

Nu er det jo sådan, at alting er lidt større, lidt vildere og lidt farligere hernede. Det gælder desværre også edderkopperne (nej, der kommer ingen close ups eller grimme billeder, så den nu rædselsslagne læser kan trygt læse videre). Og så er det sådan at edderkopper synes det er vældigt hyggeligt at søge ly i vores kamerafælder. Fact: Jeg døde næsten den anden dag da vi tjekkede fælder. Jeg havde lige åbnet kassen hvor kameraet sidder i, og nåede lige at se et KÆMPE behåret ben, forsvinde ind bag ved kamerater (MOAR!). Fik meddelt Holly, at jeg nok skulle have kunstigt åndedræt om et spiltsekund, og lod kameraet falde ud af kassen...og døde næsten af skræk. De modige af jer kan google "wolf spider", og så får I nok en fornyet respekt for mig og mit arbejde hernede (jeg døde jo trods alt ikke helt). Holy mother of God, den var stor...og grim. YIKES! Og nu følger et lynkursus i hvordan man fjerner en biolog-spisende edderkop fra en kamerafælde.

Trin 1: Man udstyrer en anden (gerne godtroende) biolog med en lang pind til at pirke utysket ud af fælden:

Trin 2: Man iagttager (på afstand naturligvis) hvordan den anden (gerne godtroende) biolog forfærdes når utysket rent faktisk kommer ud af fælden:

Trin 3: Man skifter tøj, fordi man har tisset i buskerne af grin (dette er der dog ikke noget billede af...).

På vej hjem den dag, fik vi også set en kæmpe stor flok vanbøfler - jeg vil tro at den kunne klassificeres som "super herd", for der var langt over 500 individer. Imponerende!

...og næste blog indlæg byder på tommetyk action - det lover jeg! Indtil da, pas på jer selv!

Kunsten at fange en løve...

Jeg skal da ellers lige love for at der er kommet action på programmet, efter Jeremy (dyrlægen fra UK, der i høj grad er primus motor på projektet) er kommet herned! Med ham tilbage på holdet, skal vi over de næste tre uger have a) flyttet to løver fra et reservat til et andet, b) have puttet halsbånd på et par løver og c) puttet halsbånd på et par leoparder. Lad os start med mulighed a...

Fredag aften tog vi ud til et nærliggende privat reservat. Her har de for mange løver ift bærekapaciteten, så 2 unge hanløver skal flyttes til et andet reservat. Aftenens mission var at få flyttet én og gerne dem begge to, så Holly og jeg fik en lektion i "kunsten at fange en løve" (jeg kan allerede på nuværende tidspunkt informere den åndeløse læser om, at det er en SMULE anderledes end at fange en ræv). Man skal bruge: 1 styks lokkemad (her en friskskudt impala buk), en dyrlæge udstyret med et bedøvelsesgevær, et par store højtalere, en rulle gaffatape (nej vent - det er vist til et andet projekt? Og dog...man kan vel altid bruge en rulle gaffatape...), en stor madpakke og verdens største tålmodighed.

Vi mødtes med Tim, som er manager af reservatet, og kørte hen til en allerede forberedt fangst lokalitet. Optimalt, laver man en halvmåne af tornebuske og placerer lokkemaden midt i halvmånen - dette gøres for at tvinge løverne ind i en bedre vinkel ift at skyde dem med bedøvelsespile. Jeremy skal jo have et claen shot, og det helst i løvens lårmuskulatur. Ved at tvinge dem til at gå rundt om halvmånen for at nå lokkemaden, muliggøres dette. Vi parkerede bilerne 50 m (darting distance) fra lokkemaden, og riggede til. For at lokke løverne til bruges to snedigt udtænkte metoder; dels slæber man indvoldene fra lokkemaden rundt omkring i området for at lave et duftspor, og dels afspiller man et kald fra et potentiel løve-byttedyr i nød (= nem mad hvis man er løve. Med et par store højtalere på taget af bilen, satte vi os til at vente (musestille) i bilerne, mens solen gik ned:

Jeg tror vi havde siddet der i 10 minutter, da Tim fik et opkald om at løverne var set et godt stykke væk fra hvor vi var. Vi pakkede hurtigt sammen og satte kursen mod det område hvor de var blevet set. På den nye lokalitet, var vi jo ikke forberedt med tornebuske arrangement osv, så vi endte med at hænge impalaen op i et træ, og sætte os i position....og så sad vi ellers der i, i buldermørke, med alle sanser skærpet til et absolut maximum. En sølle halv time gik der, før jeg måtte vække Holly, der var helt slået ud af allergipiller (katteallergi...hmm..temmelig ironisk?), og hviske: Lion! Lion! To store løver stof og flåede i impalaen med så meget kraft, at hele træet gyngede. Tim lyste på dem med et rødt lys (for ikke at blænde dem for meget), så Jeremy kunne se deres positioner. Løverne luskede lidt væk, og kom tilbage...sådan gik de næste 20 minutter, indtil Jeremy kunne få et clean shot på en af dem. Det ramte rent og så sad vi der og ventede...i åndeløs spænding. Da vi var sikre på at bedøvelsen virkede, kørte Jeremy og Tim ud og ledte efter løven, mens vi andre ventede i den anden bil. De fandt ham meget tæt på hvor han var blevet skudt, men de fandt også to andre løver, der luskede rundt ude i periferien. Der blev kaldt på mig, og Tim kom over til vores bil og eskorterede mig over til løven med en skarpladt riffel. Jeg blev udstyret med et spotlight og fik, det ikke ubetydelig job, at holde øje med de andre løver, mens Jeremy og Tim sikrede den bedøvede løve (benlænker mv):

Løven fik et klæde over hovedet, for at beskytte hans øjne, og så skulle vi have ham op på ladet af bilen. Lettere sagt end gjort...200 kg's dødvægt!

Det tog 6 fuldvoksne mænd at få bakset løven op i bilen, og så gik det ellers over stok og sten i et rasende tempo, for at få løven bragt til sit nye hjem så hurtigt som muligt. Jeremy sad på ladet sammen med ham, og Holly og jeg kørte lige bagefter dem. Vi nåede til den bevogtede gate der fører ind til det reservat der var vores mål - kotumen er at man skal skrive sig ind, med dato tid og formål (en sikkerhedsting ift fx krybskyttere mm). Da vagten spurgte ind til formålet, blev han bedt om at kigge om bag i bilen....han så løven, og vi fik sjovt nok lov til at køre ind uden yderligere formalier. 

Vi nåede vores destination - et mindre indelukke i reservatet, hvor han skal have lov til at vænne sig til sit nye hjem, før han bliver sluppet rigtig løs. Vi fik ham ned fra bilen og havde kun lige fået benlænkerne af ham og fjernet klædet over hans øjne, da han meget pludseligt vågnede op, og jeg fandt mig selv i en hvinende og panisk flok af lokale reservat-arbejdere, der var stimlet sammen for at se på det mægtige dyr. Utroligt så hurtigt de kunne komme ud på den anden side af hegnet! Situationen var dog ikke farlig, da han stadig var så omtumlet af bedøvelsen, at han kun kunne halvvejs gå/mave sig væk fra os. Han var meget forvirret og temmelig omtumlet. Stakkels løvemis - han har haft modbydelige tømmermænd den næste dag...nogen burde være kørt ud med en bloody mary og en antilope pizza til ham.

Da vi kørte hjem var klokken over midnat, og vi var godt trætte...men glade, for det var en virkelig succesfuld "relocation". Nu håber vi bare at han falder godt til i sit nye hjem, og at vi hurtigst muligt kan fange hans tilbageblevne bror, så han kan få lidt selskab...

Just another day at the office...

Jeg synes at tiden flyver afsted - jeg har været her i over en måned nu? Det virker helt vildt...jeg er jo lige kommet herned...?!??

Jeg er kommet godt ind i arbejdet, og det er vist på høje tid at fortælle lidt om hvad jeg egentlig laver ....sådan til dagligt. Mit primære arbejde er med det ret omfattende leopard projekt vi har kørende hernede. Projektet består af mange dele, som i bund og grund skal ende ud med at vi skal blive klogere på hvilke faktorer der har indflydelse på leopardernes udbredelse og brug af reservatet. Her spiller sygdom (tuberkulose) og andre konkurrerende prædatorer (løver og hyæner) en stor rolle. Holly og jeg står for arbejdet med kamerafælderne - vi har stationer (bestående af 2 kameraer) oppe rundt omkring i hele reservatet. Vi servicerer dem med 14 dages intervaller, hvor vi skifter batterier og downloader billeder. Via kamerafælderne, håber vi at kunne identificere de enkelte leoparder i reservatet, og derved få en idé om deres populationsstørrelse. Kamerafælderne ser sådan her ud:

Kameraerne har en sensor, så det udløses ved bevægelse. I den optimale verden er det så når en plettet kattemis lusker forbi, som fx:

Vi får dog også billeder af en masse andre sjove ting - men det må jeg lave et separat blog indlæg om en dag. Der er RIGELIGT at tage af! Til dagligt er vores kontor vores trofaste land rover, som vi har døbt Tallulah:

En hvilken som helst dag på "kontoret" kan indebære lidt af hvert - de fleste dage får vi set nogle helt fantastiske ting, som fx:

Baby nyala :-)

Fantastisk kudu buk!

Lørdag besluttede Steven at i dag var dagen hvor vi skulle se en leopard. Vi kørte reservatet tyndt uden held...til gengæld fik vi en virkelig flot "sundown" midt i en kæmpe flok vandbøfler:

Søndag morgen stod på den hidtil bedste løve sighting jeg har haft herude. Vi blev vækket forholdsvist tidligt af Dave, og fik pakket os allesammen (Dave, Yvonne, Suchar, Steven, Holly og jeg) sammen i bilen, og kørte ud for at finde flokken. Vi fandt dem på nabogrunden, og endte med at sidde midt i flokken i en lille times tid. Behøver jeg at sige at der blev knipset MANGE billeder?

Kan I hygge indtil der er mere nyt fra det afrikanske kontinent :-)