Det er altid en lidt pudsig følelse at sætte kurs mod lufthavnen, når slutdestinationen er Colorado...og prærien. Jeg er spændt, men på den gode ro-helt-nede-i-maven måde, for jeg ved hvad jeg skal over til, og jeg glæder mig altid uhæmmet til det. Javist, det er et nyt eventyr hver gang, men i velkendte rammer. Rammer som jeg elsker.
Nu er det så her, at der naturligt ville være en lang beretning om hvordan jeg næsten/næsten-ikke nåede mit fly, mistede min kuffert, sad ved siden af det mest vanvittige menneske i flyet, eller blev krydsforhørt af immigrations i en time. Men nej, jeg må skuffe jer...intet ud over det sædvanlige skete (hvilket så bare gør mig mere sikker på at det gør der senere). Intet drama, udover temmelig mange spørgsmål i immigrationsskranken. Men snu som jeg er, havde jeg taget min Denver Broncos kasket på (det er jo NFL sæson), så de lukkede mig sørme ind i landet igen. Man undres ;-)
Jeg overnattede den første nat på en hotel i Fort Collins. Jeg vågnede kl 5 og lå bare og ventede på at solen stod op, så jeg kunne gense Rocky Mountains. Endelig! Og så så man mig stå i badekarret på badeværelset, med næsen ud af det mest minimale badeværelsesvindue der nogensinde er lavet, og juble over de første solstråler der ramte bjergene, mens jeg grådigt indsnusede den helt særlige Colorado luft. Efter et par timer gik jeg over til Sallie på Colorado State University for at checke ind, og hente den field truck jeg skal køre i herovre. Wannabe field truck (fnys)! For det er jo ikke Nissanen, min trofaste truck som har fulgt mig gennem tykt og tyndt de sidste 4 år. Den afgik ved døden under tragiske omstændigheder tidligere på året. I får lige et mindebillede (suk):
Installeret i min nye (monster)truck (billede følger senere, men forestil jer kæmpe truck og spinkel pige bag rattet...), gik turen til mit stam supermarked, hvor der blev købt ind i rå mængder. Jeg gik og hyggede mig gevaldigt ved gensynet af alle mine amerikanske favorit produkter, og smilede lidt af de ærke amerikanske pensionist ægtepar, med matchende shorts, kasketter og tennissokker trukket helt op til knæene, som så var de eneste andre der var ude at handle på det tidspunkt.
Og så var det tid! Tid til at sætte kursen mod feltstationen. Yay! Det er et under at jeg ikke blev stoppet for mistænkelig opførsel på den lille time der tager at køre derud, for jeg sad med det største smil permanent klisteret på fjæset, skrålede med på en masse sange i radioen som jeg egentlig ikke kender, mens jeg højt udbrød: Naaaaaaiiiii SE, Rocky Mountains! Naaaaaaiiiiii SE, en prong horn (her hang jeg nærmest ud af bilen for at kigge)! Naaaaaiiiii SE, hvor tørt det er i år! Og så skete det....jeg drejede ind på grusvejen der fører ned til feltstationen og jeg kneb sgu næsten en tåre (Her vil jeg så gerne lige mane samtlige rygter om at jeg er ved at blive blød på mine gamle dage i jorden. Jeg er aldeles ikke gammel!). Jeg fik virkelig den der overvældende følelse af at være kommet hjem (undskyld mor). Hvor var/er det dog fantastisk at være tilbage!
Jeg fik hilst på et par kendte ansigter og brugte eftermiddagen på at pakke ud. En times tid før solnedgang kørte jeg en tur ud for at gense min prærie. Alt var som det plejer, og det var præcis som det skulle være. Roen, magien. På vej hjem, lige efter solen var gået ned, så jeg et par prong horns (den hurtigste antilopeart):
Jeg vågende igen kl 5 næsten morgen...lysvågen. Hurra for jetlag. Vejret er lidt ustadig herovre pt, og når jeg siger ustadigt er det ikke helt samme betegnelse som i Danmark...herover betyder det kraftige thunderstorms, hagl med en diamter på et par centimenter og stormflod. Den slags ting kan godt besværliggøre feltarbejdet lidt, men de har heldigvis lovet bedre vejr fra på fredag, Og varmt vejr, det skulle blive 25 C :-D ...og inden i sidder og blive grønne af misundelse, er nemesis altid lige rundt om hjørnet her i Colorado - det kunne ske at der kom en snestorm i næste uge, hvem ved? Her er fx et billede af en indkommende thunderstorm:
Trods vejret, fik jeg alligevel taget en runde i felten i forsøget på at finde mine ræve. De har ikke været under observation siden foråret, så det er altid lidt tricky at få dem lokaliseret igen. Jeg har 19 mulige ræve med halsbånd på herude, det er dog højst usandsynligt at jeg finder dem allesammen. Cirka halvdelen af dem er nogen jeg selv satte halsbånd på for 1½ år siden, og det er meget tvivlsomt at særlig mange af dem har overlevet så længe. Men det skal da have et forsøg. Dagens tur blev faktisk succesfuld, jeg fik signaler på 2 ræve. Dette vil de fleste nok ikke synes er en særlig høj succesrate, men for første tur er det faktisk bedre end forventet. Det ene signal var på en hanræv jeg selv har mærket. Desværre var det et mortalitets signal, så jeg skal ud at finde ham en dag ved lejlighed, og indsamle hans halsbånd. Det er altid trist. Det andet helt normale signal var fra en hunræv fanget i vinters, så hende skal jeg ud at se om jeg kan spore mig nærmere ind på i morgen. Jeg er bare lykkelig for at have hørt signaler i dag, for det betyder at radio og halsbånd virker, og at jeg ikke helt har glemt hvordan man gør.
Jeg indrømmer det nødigt, men jeg kan faktisk godt lide min "nye" truck...en stor gammel bulet Chevrolet Cheyenne. Meget autentisk og ikke helt uden personlighed:
...og nu vil jeg så slutte det første blog indlæg fra prærien. Pt står det ned med de føromtalte gigant hagl, og det er kun et spørgsmål om tid for lyn og torden får strømmen til at gå. En del af spændingen ved at være i felten ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar