Det er virkelig underligt at skrive det her indlæg, for det bliver højst sandsynligt det sidste indlæg fra bushen...jeg tager nemlig herfra på torsdag. Jeg skal bruge små 2 uger i Pretoria og omegn hos nogle venner, d. 7 marts går turen til London, hvor jeg skal have en dejlig forlænget tøseweekend med Iben...og så 12. marts kommer jeg til Danmark.
Jeg er ikke i panik over at skulle hjem - jeg savner det derhjemme, og glæder mig helt ustyrligt til at komme hjem. Jeg overvejer i mit stille sind at lave en liste med alle de ting jeg har savnet at spise, og se hvor mange af dem jeg kan nå at indtage i løbet af de første tre dage. Det føles mærkeligt at skulle hjem...mærkeligt fordi jeg har svært ved at koble det oven i hovedet med at det betyder at jeg har været hernede i ½ år. I ET ½ ÅR?!?? Siden september. Det er jo en milliard år siden, og alligevel føles det som om jeg kom for et par uger siden. Men når jeg kigger tilbage på alt hvad der er sket og oplevet, kan jeg godt se at det ikke kun er et par uger der er tale om. Jeg var forberedt på at det ville gå stærkt..at jeg på det her tidspunkt ville sidde og tænke: Hvad fanden skete der lige der. Men jeg var måske ikke forberedt på at de ville gå SÅ stærkt...
Jeg har en underlig ro over at eventyret er ved at være slut. Og en stor taknemmelighed over at jeg fik lov til at opleve det. Det er altid et sats at springe ud i den her slags situationer...uden at vide om man vil elske eller hade det. Men min filosofi er, at jeg hellere vil prøve det, end at fortryde at jeg aldrig tog chancen. Sjovt nok har den holdning aldrig skuffet mig. Også denne gang tog jeg afsted med en forestilling om hvad jeg sagde ja til...hvad der ville ske, hvordan det ville være. Igen fandt jeg så meget mere end jeg i min vildeste fantasi havde turde håbe på. Oplevelserne har været mange...og vilde. Menneskerne der har krydset min vej har været fantastiske. Men det mest værdifulde jeg tager med hjem hernede fra er mig selv. Jeg fristes til at skrive i en ny og forbedret form, men det er jo lidt en overfortolkning...men også denne gang har et eventyr været katalysator for en personlig udvikling som måske ellers ikke ville have fundet sted. Det er underfundigt og fantastisk. Men det er det jo altid at blive klogere på sig selv...
Jeg vil slutte dette indlæg med en medley af lækre billeder hernede fra, som jeg aldrig har haft chancen for at skrive en blog om. Jeg håber I nyder dem!
Med dette indlæg vil jeg lige på gensyn...for jeg forventer på ingen måde at bloggen slutter her. Jo den slutter her for denne gang...men jeg har som altid noget oppe i ærmet. Noget jeg håber jeg snart kan få lov til at dele med jer.
Indtil da: Pas på jer og tak fordi I gad at læse med :-)
1000 tak for et fantastisk indblik i hvad du har lavet og hvor du har været.
SvarSletDet er ikke til at forstå det allerede er slut for denne gang.
Nej, det er jo gået så lynende stærkt at man slet ikke forstår det.
SvarSletJeg er glad for at du har haft glæde af bloggen - lad os håbe at der bliver en fortsættelse ;-)
Tusind tak for en indtil videre fantastisk blog.. Det har været SÅ spændende at følge dine eventyr i afrika.. Det er der ikke mange der får lov at opleve og ja ½ år går stærkere end man lige forventer :)
SvarSletTak, Pernille! Ja, lad os håbe der kommer en fortsættelse :-)
SvarSletJeg håber på at bloggen kommer til at fortsætte for jeg synes det har været fedt at følge med.
SvarSletJeg kan godt nok ikke fatte at det halve år allerede er gået og du næsten er hjemme i Danmark igen.
Håber du nyder det i Pretoria og kommer til at hygge dig i London :-)