Så snart vi havde forladt Colorado og kørte ind i Wyoming blev stemningen i bilen lidt trykket. Dels havde vi ikke lige regnet med at der var SÅ langt mellem tankstationerne i SÅ øde et område, og dels begyndte vi af uransagelige årsager (måske affødt af de minimalistiske lokalsamfund bestående af 5 huse ude i midten af ingenting) at snakke om filmen Deliverance (på dansk: På udflugt med døden). Det sidste var især dumt. Det første var egentlig også, men den klarede vi dog...resten af turen derimod så vi os lidt over skulderen, når vi endnu en gang kørte ind på en mistænkeligt udseende tankstation i midten af ingen ting. Nu siger nogen måske: Jaja, i midten af ingenting, hvor slemt kan det være. Slemt. Hvis altså man synes at den slags ting er slemt. Vi snakker ikke sporet af civilisation (udover den frådende motorvej) så langt øjet rakte...og lidt til. Som i flere 100 km til nærmest hegnspæl/faldefærdige forladte skur/spøgelsesby (indsæt selv flere). Tilbage til Deliverance, der er jo trods alt en pointe i alt det her. Vi kører ind på en tankstation et øde sted i Wyoming, og midt mellem alt turistskramlet, så som hatte der ligner en kylling, I LOVE WYOMING t-shirts, shot glas med rodeoklovne på og "Jesus is coming " bumper stickers (som jeg havde en ustyrlig lyst til at tilføje "...everybody yell SURPRISE!" på...men Anthony mente ikke han havde penge til at betale for kaution), fandt jeg....(trommehvirvel)....:
Vi kom ret hurtigt ud af Wyoming efter dette (selv om Deliverance foregår i Arkansas...potato potatoe, you get the picture). Dog en smule overrasket over humor niveauet...trods alt.
Herefter faldt mørket på, og turen begyndte at blive hård. Vi passerede desværre gennem Utah, som er kendt for at være en af de smukkeste stater, i bælgragende mørke. Men vi kunne ane den spektakulære natur omkring os, og aftale at på vejen hjem, skulle vi gennem Utah i dagslys. Vi nåede også et godt stykke op i Idaho, før vi måtte overgive os og tage en to-timers lur i bilen. Idaho virkede en del mere gæstfrit end Wyoming:
Godt radbrækkede forsatte vi turen, og nåede Oregon statsgræsen et par timer før daggry. Her tog vi endnu et hvil og fortsatte resten af turen til Portland ved daggry. Vi var næsten ude af et stort bjergpas, da vi besluttede at lege turister ved en udsigts post med milevid udsigt:
Efterhånden som vi kom tættere på Portland skiftede landskabet gradvist, og ændrede sig fra lidt golde sletter og bjerge, til grønne og frodige bjerge med vandfald, fyrreskov og enkelte knaldgule løvtræer i mellem. Hvis der er noget der kan gøre mig ydmyg, så er det naturen. Det var så smukt!
Vi fandt ret nemt vores hotel, meget belejlig placeret lige over for konference centeret. Portland lignede en særdeles lovende by, men vi fik ikke glæde af den den første aften - vi gik fuldstændig omkuld.
Konferencen havde to formål for mig; min poster præsentation og networking. Som i alle andre brancher, handler det om noget om at kende nogen, som kender nogen, som kender nogen. Jeg havde to dage før min præsentation, som var fyldt op med foredrag, udstillinger og nye mennesker i hobetal. Alle samtaler på en konference er nærmest et lille møde i sig selv, og man bliver drænet som man slet ikke kan forstå det. Vi var i søvnunderskud på forhånd pga vores kamakazie roadtrip, så vi gik konstant rundt med en triple espresso i hånden og smilede det bedste vi kunne. Det var hårdt, virkelig hårdt. Dagene var fra 8-23 og man var på konstant (jeg havde naivt troet at jeg ville have tid til at skrive blog derfra...haha...som om!). Men det var lærerigt og ikke mindst udbytterigt.
Tirsdag var poster præsentation dag. Jeg var nervøs. Men posteren så godt ud og jeg var godt forberedt. Til dem der ikke ved det, så er en poster præsentation en slags opsummering af noget forskning man har lavet (her mit speciale om rævene). Man er så en gruppe mennesker, der præsentere sin poster til en fælles session, hvor posters hænges op på en opslagstavle og konference deltagere kan gå rundt i ro og mag og læse posters og stille spørgsmål. Det ser nogenlunde sådan her ud:
Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med. Men jeg havde nok ikke regnet med at min poster ville få så stor interesse, eller at jeg ville få delt så mange visitkort ud. Samtlige mennesker der kom forbi stoppede op og læste den. Den hele. Mange havde spørgsmål, rigtig mange havde rigtig gode spørgsmål. Jeg sad ikke ned i de 5 timer præsentationen varede, og der var ikke mange minutter hvor jeg ikke snakkede med nogen om mit projekt. Det var en superfed oplevelse, men jeg var fuldstændig mast bagefter.Tiden vil vise om min networking kaster noget godt af sig.
Resten af konference gik stille og roligt. Højdepunktet var ubetinget cupcake buffeten til afslutnings-receptionen:
Efter 5 fantastiske, travle dage i Portland, gik turen atter tilbage mod Colorado. Denne gang fik vi oplevet Utah i dagslys, og det gjorde alle timerne i bilen på vej tilbage hele turen værd. men det var stadig dejligt at komme hjem til prærien igen, ovenpå et eventyr i eventyret...
Som cliffhanger til næste blog, kan jeg afsløre at det bliver om slavelignende arbejdsforhold og grov udnyttelse af feltassistenter...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar