søndag den 5. februar 2012

Off road!

Der er sket rigtig-rigtig meget hernede siden sidst. Holly har forladt mig og er taget hjem til England :-(  Men mere vigtigt er, at projektet som vi kender det er slut. Vi har valgt at afslutte det, kalde det et pilotprojekt og re-designe det hele. Der findes både officielle og uofficielle grunde hertil.

En af de officielle grunde er bl.a. at vi pga oversvømmelserne har mistet for mange kameraer til at kunne fortsætte projektet. Så den sidste uge er gået med at bjerge samtlige 30 kamerastationer...lettere sagt end gjort! I husker måske billederne fra sidste blog? Gang det med 1000 og I har hvordan de mindre veje ser ud her i reservatet. Mange af vores kamerastationer var placeret ved flodsenge og damme - det gjorde dels bejrgningen meget udfordrende, men betød også at vi har mistet kameraer, enten helt ved at de er blevet skyllet væk (3 styks) eller har været under vand (5-10 styks).

Dave og jeg satte ud tirsdag for at indsamle alle kameraerne i den sydlige del af reservatet. Hernede har vi fået mere vand end oppe nordpå, men vores veje er i en bedre stand pga forskelle i vegetation og jordbundsforhold. Så det gik faktisk rigtig fint, med 4-hjulstræk osv kom vi vidt omkring....lige indtil vi kom til en af de store damme, hvor inddæmningen var brast og der nu kun var sand og mudder tilbage. Kamerafælden var på den anden side af det der en gang havde været en dam, og Dave insisterede på at vi godt kunne køre over. Jeg var noget mere skeptisk og sagde, at jeg synes vi skulle gå ind til kameraerne, for det sand så ikke alt for godt ud.  Nej nej, det var der ingen problemer i....(30 sekunder senere, sagt af Dave)....Oh, now we are in shit!


VIRKELIG?!??? Jeg undlod at sige "hvad sagde jeg" og Dave sagde undskyldende: I brought chocolate...? Så der sad vi, og spiste chokolade i 2 timer indtil hjælpen kom. Dave ringede efter Leuckson, som kom med lodgens store gravko og hev os op. Jeg fik brugt tiden fornuftigt...bevæbnet med mit kamera (der kommer edderkoppe billeder...så er I advaret). Først et før og efter billede af dammen:


Det er ynglesæson for mange af fuglene hernede nu, og det gælder også for de mange arter af "weaver birds" som hører til finke-familien. Her væver hannerne sirligt udførte reder af strimler af palmleblade, strå mv. Hunnerne inspicerer så reden, og river den ned hvis ikke hun synes om den - se det er da kvindefrigørelse der vil noget!


Ja, den til venstre ligner noget ganske særligt....
Til alle dem der er misundelige over ikke at være med mig hernede, kan jeg så oplyse at sæsonen for "golden orbs" er på sit højeste. Golden orbs er en art af edderkopper, som dels bliver meget store (vi snakker på størrelse med en hånd på en god dag) og dels er OVERALT. De spinder deres net mellem træer og buske over vejene, og man har derfor den udsøgte fornøjelse af at bliver tæppebombet med monster-store edderkopper på forruden når man køre rundt i reservatet (man lærer hurtigt at have vinduet lukket! ...aircon i bilen eller ej). Nu har jeg aldrig været en fan af edderkopper, men da jeg så det her måtte jeg alligevel tage et billede:


Dave og jeg fik succesfuldt indsamlet alle kameraerne i den sydlige del af reservatet - undtagen ét, som pga vandmasserne nu stod midt ude i en oversvømmet dam. Den må vi hente senere.

Dagen efter gik turen nordpå, sammen med Dave og Almero (den ledende økolog i Timbavati). Vejene heroppe var meget slemme, og flere steder var vi nødt at efterlade bilen og gå flere hundrede meter ind til kamerastationerne. Det er en speciel følelse at gå rundt i bushen - man får set det hele på en helt helt anden måde. Inden min mor får hjertestop, for jeg ved ikke hvilken gang, skal det lige siges at både Dave og Almero bar rifler når vi ikke var i bilen.
Som nævnt tidligere er ødelæggelserne massive - jeg stod den dag i en af de store flodsenge, omgivet af kæmpetræer der var revet op med rod og lå hulter til bulter, og sandaflejringer på 3-4 meters højde....og følte mig som verdens mindste og mest ubetydelige ting. Sikke kræfter der har været på spil!

På vej hjem om aftenen, efter en arbejdsdag på 11 timer, kom Dave og jeg kørende af en af de større grusveje hernede, da vi pludselig ud af øjenkrogen så en stor flok guinea fowl (en hønsefugl) flyve op fra græsset...med et glimt af plettet pels midt i det hele. En serval!!! Servalen er ikke truet, men den er et sjældent syn. Servalen er en højdespringer af rang - den er specialiseret til at kunne springe højt op i luften og fange fugle i flugt. Og det fik vi lov til at se! Fantastisk! Vi kunne komme ret tæt på ham og jeg fik skudt nogle helt fantastiske billeder:

Den ultimative sniger-ninja kat!
Dag 3 med bjergning af kamerafælder - Alemro og jeg var oppe i det fjerneste hjørne af reservatet. Det tog for evigt at finde en vej ind til den forjættede farm Adger, da alle indfaldsveje var skyllet væk. Jeg skal lig ehilse at sige at ens seng snurre rundt når man endelig kommer dertil, efter at have siddet i en bil der kører hardcore off road en hel dag! Nåh, men da vi endelig kom til Adger, var det jo det hele værd. Jeg blev nemlig belønnet med mit hidtil bedste næsehorns sighting - en håndfuld næsehorn, der til sidst kom så tæt på bilen at Almero var nødt til at skræmme dem væk ved at dytte:

Adger Farm



Sådan skal et næsehorn se ud: i live og med begge horn!
Udover næsehornene var dagens højdepunkt da jeg sank i kviksand til knæene. Nu griner I nok, men så skulle I have set Almero...hæh, han var i til livet!

Det har været nogle hårde, men spændende og sjove dage med at bjerge alle kameraerne. Mission: accomplished!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar