Ø-kuller og hvad det førte med sig....

Efter 5 dage indespærret på lodgen, var ø-kulleren igår brudt ud i lys lue. Samtidig truede vejrudsigten med en ny cyklon, så forsyninger ville være en rasende god ting at få fat på. Ingen var kommet ud af reservatet af den vej vi altid bruger, da vejen omkring broen var skyllet væk. Pfffft, som om det skulle stoppe os? Og var der i øvrigt nogen der sagde udfordring? Og udsigt til et eventyr man kan fortælle børnebørnene rundt om den buldrende kaminild en råkold vinteraften? Klart vi skulle gøre forsøget!

Så vi pakkede Steven's Jeep (gammel rally jeep, så den burde være hvad vi skulle bruge) med reb, skovle og drikkevarer (primært øl), og begav os afsted. Holly, Steven og jeg + Gottfried, en af lodge gæsterne der var ved at brænde sammen af økuller, ligesom os.

Vejen til selve broen var ikke så slem. Jo, den var eroderet af alt det vand der var kommet, men den var farbar....men så kom vi til broen:

Den ene side af broen...

Den anden side...

Det var vildt at se ødelæggelserne! Men det var forventet, og vi vidste at vi var nødt til at forsøge os off road hvis vi skulle have en chance for at komme over på den anden side. Så som sagt så gjort. Steven startede Jeep'en og vi andre så til fra broen....og dokumenterede naturligvis det hele:

Det så jo meget lovende ud? Mon han ville komme igennem floden i første forsøg? Var det virkelig så enkelt? Nej, selvfølgelig var det ikke det (så havde det også været en virkelig kedelig blog)....et spiltsekund senere, sagde det BANG og han kørte ned i et dybt hul...midt i floden:

Shit...

 

What dælen do we do?

Jeepen sad uhjælpeligt fast. Det lykkedes Steven at få en dunkraft ind under fronten på bilen og få løftet den...og så slæbte Holly og jeg ellers kæmpe sten fra resterne af broen, til at lægge under hjulene, så de kunne få fat. Men det hjalp et fedt. Efter en times tid kom 6 arbejdere forbi med deres traktor. Der var en kort ordudveksling mellem dem og Steven der bl.a. bestod af: Vi har brug for en hånd....og vi har øl. De fik rigget en wire til et træ på den anden side af floden, og sat den fast på bilen:

Der ventes...

 

Der blev fumlet rundt med det i endnu en times tid, og i mellemtiden var vi blevet lidt af et tilløbsstykke. Rygtet spredes hurtigt herude i bushen, og alle skulle ned at se på De 4 Tosser der prøvede at krydse floden. Efter at have siddet fast i over 2 timer, kom bilen endelig fri...under stor jubel og til råb fra alle tilskuerne:

Vi var alle smurt ind i mudder fra top til tå, men vi var ligeglade - vi var som de første kommet ud af reservatet ad den vej! Total høje over hvor seje vi var satte vi kurs mod byen, hvor vi fik, hvad der smagte som, verdens bedste veggieburger og verdens bedste cola. Jeg fik købt ind så jeg burde kunne klare mig resten af tiden jeg skal være herude....just in case. Det var ved at blive halvsent, så vi skyndte os tilbage mod reservatet. Denne gang tog vi den sikre vej ind - nemlig via asfaltvejen og det officielle gate. Lige før kontrol gaten er der en stor bro.....over en flodseng der normalt er tør. Vi stoppede midt på broen og sad i bilen med kæben hængende i knæhøjde. I flodsengen lå kæmpe træer hulter til bulter, som om nogen havde smidt en håndfuld tandstikker derned. det var helt vildt at se. Vandet havde tydeligvis været helt oppe over broen. det var vildt!

Vi havde ikke kørt langt ad asfaltvejen inde i selv reservatet, da et stort gabende hul var der hvor vejen en gang havde været. Et kæmpe stykke vej - skyllet væk! Det er virkelig svært at forstå de kræfter der har været på spil hernede:

3-4 meter dybt hul...hvor der en gang har været en vej....

Resten af turen var ret gnidningsløs. Vi blev forkælet med den flotteste stjernehimmel jeg til dato har set hernede. Da vi endelig kom tilbage til lodgen havde vores eventyr varet i 9 timer, og vi gik alle omkuld med det samme. Sikken en dag!