Mandag kørte vi ud til feltstationen, efter at have brugt søndagen sammen i Fort Collins. Jeg kunne se på dem da de steg ud af bilen, at de havde det præcis som mig første gang jeg kom herud; nemlig som om man er landet på månen. Det ER meget anderledes, prærien er helt speciel, men det er måske nok et af de steder der langsomt og ubemærket kravler ind under huden på en...og pludselig bliver ens andet hjem?
Min arbejdsplan herude er ret presset, så der var ikke meget tid til at smide benene op, og vi tog i felten med det samme. Jeg havde valgt at fokusere på 2 ræve den uge mine forældre skulle være med som føl, 2 ræve som jeg har set, nogenlunde ved hvor er, men ikke kan få en eksakt lokation på. Vi maste os ind i trucken, og rævejagten gik i gang! Vi var på jagt efter en han (134) som jeg har set mange gange. Faktisk så jeg ham dagen før mine forældre kom herud. Jeg havde et godt signal på ham, og besluttede at hike ind for at finde ham. Tampen begyndte at brænde, og jeg var meget tæt på...jeg nåede lige at tænke: Hvor hulen gemmer den ræv sig? Da jeg vendte mig om, og ham og hans mage løb rundt en 20-30 meter bag mig. Jeg satte mig straks ned på hug, rævene løb lidt længere væk, satte sig ned, og så sad vi ellers der i en time og kiggede på hinanden. Det var et meget specielt øjeblik - jeg har aldrig været så tæt på dem før, uden decideret at fange dem. Men...da vi kom derud et par dage efter, var han sporløst forsvundet. Frustrationen var stor.
Vi var heldige med vejret i den første halvdel af den uge mine forældre var på besøg. 20-25 C og sol. Jeg tror de havde svært ved at forstå hvorfor de også skulle have varmt tøj med, men de blev klogere. Men rævejagten fortsatte i det gode vejr lidt endnu, og på anden dagen formåede vi faktisk at lokalisere 134. Endelig! Dagen efter fik mine forældre så oplevet hvordan det er at lave adfærdsobservationer: man sidder i en bil i virkelig(!) lang tid uden der sker særlig meget, og hvis man er heldig ser man lidt til den ræv man sidder og venter på. Men de ville have den autentiske oplevelse, så det fik de!
Mens vejret stadig var godt, tog jeg mine forældre med ned til det gamle Pony Express postkontor - mit yndlingssted herude på prærien. Stemningen er meget speciel dernede..historisk. Fredfyldt. Med flere hundrede år gamle træer. Nu hvor vi ikke fik tid til at tage en tur op i bjergene, kunne de da i det mindste få set de fantastiske efterårsfarver dernede, hvor de eneste træer på prærien er:
To dage efter de billeder er taget fik vi sne, og forældrene var helt paf over hvor hurtigt vejret kan skifte herude. Men jeg havde jo sagt det ;-) Resten af ugen bød på en mislykkedes observation i en dybfryser af en bil, og den fortsatte jagt på den hunræv (013) der har drillet helt fra starten af. Og så blev det sidste dag i felten med forældrene...som den strenge arbejdsgiver jeg var, var det mine forældre der trackede ræve den dag:
Den sidste dag i felten, blev til de sidste timer lige før solnedgang. Intet spor af 013. Til gengæld fik vi set den største flok prong horns jeg nogensinde har set herude - der har været et godt stykke over 100 dyr i den flok. De løb gennem sneen et par 100 meter foran os, og blev bare ved med at komme. Vi slukkede bilen og sad bare og betragtede synet. Det var smukt, men vi undrede os over hvorfor de løb, for det var ikke pga os. Og så hørte vi det. Coyotes. Mange af dem, hylende i horisonten. Vi fik løsrevet os, og fortsatte jagten på 013...og pludselig! Min far fik et svagt signal på radioen! Jeg fik hørt signalet selv, og besluttede hurtigt at køre efter det. Vi var ved at miste lyset, men jeg ville simpelthen bare have at mine forældre fandt en hule mens de var her. Vi drønede afsted i en sky af grus og sne, i retningen af signalet. Ud af bilen igen. Mine forældre udstyret med dele-radio og -antenne, mig bagved med radio og antenne. Bare som sikkerhedsline. Og så skete det...i løbet af 5 minutter havde de fundet deres først rævehule, helt uden hjælp. Og det minutter før mørket sænkede sig. Jeg var jo pavestolt! Sikken en finale for forældrene :-)
Næste morgen fortsatte de deres tur til Utah, og jeg er nu i den ultimative slutspurt i mit feltarbejde - én sidste hektisk uge...men mere om det i næste blog...
